New York – Oliver fortæller

Af Oliver Holm

New York City er som en kæmpeburger: umulig at gabe over og kun besværligt fordøjelig. Man er nødt til at indtage den i små mundfulde og dernæst prøve at samle indtrykkene. Og så er The Big Apple naturligvis et sandt eldorado for veganere samt ’anderledes spisende’ i det hele taget. Fashionable konceptrestauranter, hipstertrendy juicebarer, charmante konditorier og rullende fortovsboder med plantekost på menukortet udgør så meget mere, end hvad maven helt kan rumme – i hvert fald på kun to uger, selvom man fokuserer benhårdt på den nederste halvdel af Manhattan.

Veganer.nu’s udsendte rapporter (selvfølgelig bevæbnet med Happy Cow-appen, et nærmest uundværligt redskab for plantespisere i flæng) gik efter at lade smagsløgene forkæle af det både fancy og handy, kolde og varme, dyre og lidt mere budgetvenlige. New York City er et multikulinarisk tagselvbord, og således vil reportagen forneden bringe os fra det lummervarme Fjernøsten til det rimfrostkølige nord med talrige gastronomiske pitstop sådan cirka midtimellem. Hagesmækken på, folkens!

Veganer.nu-New-York-Blossom-Du-JourBlossom du Jour
Heftigt jetlagget og knurrende sulten efter min AirTrain-metro-taxa-ankomst til Manhattan strøg jeg direkte på et af de i alt fire Blossom du Jour-takeaways i bydelen. Appetitten råbte på godt snasket, fedtet junkfood af den balancekunstfordrende slags, hvor cirka 17 % af maden under indtag fordeler sig ned over hænder, håndled og albuer … hvilket Blossom du Jour i dén grad kan levere! Mit valg af sandwich faldt på en gedigen amerikansk klassiker, nemlig Philly Cheese, hvor oksekødet var erstattet af pikant krydret marineret seitan og dertil rigeligt med syltet rød peberfrugt, ’åhst’, chipotle-aioli og løg. Vidunderligt klam junket plantekost af kæmpedimensioner – og dertil en lækker koldpresset Lemon Zinger-juice med citron, cayennepeber og agavesirup for at hjælpe mavesækken i gang med tetris-spillet. Pris: 9,50 dollars for sandwichen og 5,50 dollars for juicen, dvs. i alt 15,00 dollars (ca. 102 kroner)

Hudson Hotel
Veganer.nu-New-York-Hudson-HotelFordi jeg bookede såvel flyrejse som hotel i ellevte time op til påskeferien, var der ikke ekstra minutter til at bladre igennem mulige veganervenlige gæstgiverier. Af den grund var det en særdeles positiv overraskelse at konstatere, at mit sidsteøjebliksvalg – Hudson New York lige ud for det sydvestlige hjørne af Central Park – bød på hele to morgenmadsmenuer uden animalske fødevarer: ’overnight oats’ af grovvalsede havregryn med quinoa, bananstykker og kanel samt frugtsalat, et glas mandelmælk og granolaflager med bl.a. kokos. Meget delikat, meget mættende, og meget hyggeligt med udsigt til levende pejs og victoriansk møblement.
Pris: 12 dollars for havregrøden og 11 dollars for granola-komboen (ca. 74-81 kroner – her inkl. i opholdet)

Veganer.nu-New-York-Chevys

Chevys Fresh Mex
Manhattan er et slaraffenland, en hoppeborg, en lyksalighedens ø af vegansk køkkenkunst – med hensyn til både 100 procent plantekostelige madsteder og fuldgode alternativer på menukortet hos diverse franchiser og restaurantkæder. En af dem er Chevys Fresh Mex, hvis spisehus på Manhattan er lokaliseret blot tre-fire stenkast fra Times Square og – som navnet antyder – byder på quesadillas, tacos, fajitas plus diverse andet håndholdt mexicansk. Jeg var lidt mat i koderne ovenpå cirka 138 selfies taget på rundtur i nabobygningen Madame Tussaud’s og bestilte derfor en vældig kompakt ’to go’-wrap med quinoa, edamamebønner m.m. frisk grønt, tilsat rigeligt med stærk Cholula-chilisauce. Klar til flere selfies!
Pris: 6 dollars for en ganske stor wrap (ca. 40 kroner)

Juice Generation

Nærmest intetsteds på Manhattan er man langt væk fra frugt-og-grønt-saft i alle regnbuens farver. Et af de talrige steder, hvor man kan ’droppe ind’ og tanke op på friskpresset juice, smoothies og alskens raw, er det hipstertrendy og hashtag-udslyngende Juice Generation med omtrent en halv snes butikker i bydelen. Jeg var optimistisk morgenfrisk på en kilometerlang gåtur fra bunden af Central Park til 9/11 Memorial, så der røg lige en spirulina-myslibar samt en ”Get Ur Green On”-juice (på bl.a. grønkål, mynte og spinat) med på turen. Væk på fem minutter, nærende i flere timer … men desværre også lidt ømt for pengepungen.
Pris: 10 dollars for juicen og 3 dollars for myslibaren, dvs. i alt 13 dollars (ca. 88 kroner)

Beyond Sushi
Veganer.nu-New-York-Beyond-SushiSushi, 00’ernes ultimative venindespise. Hjemmedatens hjørnesten. Torsdagsluksus med et orientalsk twist. Og selvfølgelig dobbelt så lækkert på vegansk! Næste gang du hører en kammerat eller grandkusine snøfte, ”Ja, jo – men jeg vil aldrig kunne undvære sushi …”, kan du blot vise dem fotografiet af, hvad Beyond Sushi er i stand til at fremtrylle af den helt igennem plantebaserede udgave. Jeg bad tjeneren vælge fire varianter af de regulære sushiruller plus fire af de enkeltstående godbidder – bl.a. en med enokisvampe på toppen – og valgte dertil en mynte-agurk-lemonade. Tro mig, det var ikke lige så flippet savlfremkaldende lækkert, som det fremgår af billedet forneden; den var meget, meget, meget mere!
Pris: 34 dollars for i alt 4 x 8 ruller plus 4 enkeltruller samt en lemonade (ca. 230 kroner)

Veganer.nu-New-York-VLifeVLife
Nogle få hundrede meter fra kæmpestore Madison Square Garden kan man finde VLife, et bittelille kosher-vegansk spisested på måske kun tre meter i lokalebredde. Hvad stedet mangler i rumfang, gør menukortet dog op for i variationer og valgmuligheder. Min frokostappetit kaldte på en Seitan Supreme-burger, et lille ingefærshot til fordøjelse og fornøjelse samt en halv liter Immunize Me-juice lavet på rødbede, æble, agurk, grønkål, spinat og persille. Dyrt, ja, men rigtig lækkert og med smag af hjemmegjort friskhed.
Pris: 9 dollars for burgeren, 2 dollars for ingefærshottet og 7 dollars for juicen, dvs. i alt 18 dollars (ca. 122 kroner)

Hangawi
Veganer.nu-New-York-HangawiGanske tæt på Empire State Building, nærmere bestemt cirka 200 meter i fugleflugtslinje, står menuen på koreansk vegansk i gourmetklassen. Fodtøjet lægges på skohylder ved indgangen, blød zenmusik flyder som vanddamp gennem lokalet, belysningen er intimt dæmpet – levende, naturligvis – og køkkenkunsten indtages ved redelige træborde over et nedsænket gulv. På tjenerens villige anbefaling bestilte jeg fyldte shitakesvampe med tofu til forret, lynstegte todok-rødder med assorterede grøntsager og ris til hovedret plus en lille ekstra ’sidevogn’ bestående af gærede kålstokke. Til ganen blev det en lun sake på 15 %, og til den søde tand en dessertplatte med vanilje-mandel-is, chokoladebudding, mini-marshmallows samt noget a la drømmekage med kokostopping. Hangawi er det gammeldags navn på en koreansk helligdag – og dertil synonym for p*ssehamrende fabelagtig madlavning!
Pris: 12 dollars for shitakesvampene, 30 dollars for todok-retten, 12 dollars for desserten og 10 dollars for en lille krukke sake, dvs. i alt 64 dollars (ca. 433 kroner – kålstokkene var gratis)

Diverse tilfældigheder (A Matter of Health, Trader Joe’s og Whole Foods Market)
Tilfældigheder, tilfældigheder … New York udbyder dem i hobetal.
Veganer.nu-New-York-Trader-JoesDet gælder også på den kulinariske front, ja selv for ’anderledes spisende’ turister som mig. På mine to uger i The Big Apple indtog jeg flere gange en falafelsandwich til 5 dollars ved et af de utallige madvogne langs avenuerne, ligesom jeg ved to anledninger omkring frokost drak trekvart liter grøntsagsjuice blendet ved fortovskanten af en rundkørende juicedealer.
Veganer.nu-New-York-A-Matter-of-HealthOven på en genoplivende yogatime sponseret af min derboende veninde hentede vi forsyninger i A Matter of Health, hvor jeg fandt mit livs hidtil bedste kikærtesalat på køl. Dertil rummer bykvarterer som Little Italy og Chinatown i overmål af kiosker, caféer, bistroer osv., hvor der findes juicer i tusind nuancer, gelatinefri godter og vegansk bagværk … med mere! Også de lidt større etablissementer, f.eks. supermarkeds-kæderne Whole Foods Market og Trader Joe’s (begge med fokus på økologi og højkvalitetsfødevarer), kan fremvise hyldemeter på hyldemeter af plantebaserede delikatesser. Forkælelse er, når man står ved køledisken i en dagligvarebutik og ikke kan beslutte, hvilken is uden mælkekirtelvæske der skal lægges i kurven og med på en biiip-scanning hen over transportbåndet!
Pris: 5 dollars for en knytnævestor kikærtesalat hos A Matter of Health (ca. 34 kroner); 5,50 dollars for en megajuice på knap en liter hos de benzindrevne juicebarer (ca. 37 kroner); 4,50 dollars for en 195 ml bøtte Coconut Dream Bites, dvs. mundbidder af chokoladeovertrukket kokos-is hos Whole Foods Market (ca. 30 kroner)

Caravan of Dreams
Veganer.nu-New-York-Caravan-of-DreamsPå det sydøstlige Manhattan, nærmere bestemt i det flamboyante East Village, ligger Caravan of Dreams, en kitschet hyggelig og bohemeagtig økologisk vegansk restaurant, hvis interiør tegnes af lyskæder, tungt vægophæng, blotlagte mursten og to-tre for mange kulører på møblementet. Maden er omtrent lige så bredtfavnende og rigt udsmykket, med især et væld af kunstfærdige salater, diverse raw-anretninger samt kokette entrétallerkener. Min frokost – indtaget udendørs på et vakkelvornt cafébord – blev udgjort af en burgerbøf lavet på shitakesvampe med rosmarin i en ciabattabolle med et rundhåndet splat estragon-aioli, masser af bløde løg samt mandolinskåret ’ved-siden-af-salat’. Valget af nedskyllemiddel blev en tyktflydende smoothie lavet på bl.a. hindbær, blåbær, acai og kokosmælk, som på grund af konsistensen blev slubret nærmere end drukket.
Pris: 14,50 dollars for burgeren og 11 dollars for smoothien, dvs. i alt 25,50 dollars (ca. 173 kroner)

Lush
Veganer.nu-New-York-LushFire gange tidligere er jeg trådt indenfor i en af butikskæden Lushs mange sanseligt forførende forretninger – nemlig i Wien, Amsterdam, Zürich og Rom – og jeg måtte selvsagt også lige have oplevelsen på et ganske andet kontinent. Lush er en verdensomspændende kosmetikforretning, der kort sagt er alt det, som Body Shop burde være … og lidt til! Betydningen af navnet er på dansk ’saftig’, ’frodig’ eller simpelthen ’lækker’, hvilket ikke kunne være mere præcist. Lush-butikkerne er et rent farveorgie for øjnene, en overdådig buket af dufte for næsen – og så er mavefornemmelsen endda i orden. 80 procent af kædens produkter er nemlig (tydeligt mærket) veganske, og ingen af dem testet på dyr. Alt er baseret på friske økologiske råvarer uden syntetiske tilsætninger, og i butikkerne anvendes kun genbrugsmateriale til emballage og f.eks. bæreposer.
Fordi jeg ikke lige stod og manglede noget vitalt for min daglige hygiejne og toilette, købte jeg denne gang en æske af de såkaldte Atomic Toothy Tabs – med smag af kaffe, nellike og ingefær – hvilket kort fortalt er tandpasta i pilleform. Man knuser en pastil mellem fortænderne og børster da tænderne på sædvanlig vis, med et resultat, der er lige så glat, rent og forfriskende som ved brug af normale tandrensningsprodukter. Alternativt, nyskabende og ganske praktisk i en toilettaske på udlandsrejsen.
Pris: 5 dollars for en æske med 40 pastiller (ca. 34 kroner)

Le Pain Quotidien
Veganer.nu-New-York-Le-Pain-QuotidienKlokken 10.47 en ganske almindelig travl hverdag på Manhattan er lig ’second breakfast’! Le Pain Quotidien (”det daglige brød” på fransk) er en oprindeligt belgisk kæde af temmelig chikke, rustikke bistroer-bagerier, som er fordelt på over 200 forretninger i 17 lande. Manhattans allerførste af slagsen blev grundlagt i 1997, og nu om dage ligger der en håndfuld Le Pain Quotidien-butikker rundtomkring i bydelen. Jeg sprang kækt indenfor i den beliggende ved Columbus Circle, med nær brochureværdig udsigt til sydsiden af Central Park, og hev to fyldte bagerposer med ud til ideel kagefunderet afkobling på en grøntomkranset parkbænk. Det er en helt speciel art livsnydelse at konsumere en blåbærmuffin og så en kirsebærcanelé lige bagefter til synet af kampsvedende kondiløbere og møjsommeligt morakkende motionister. Ah, c’est la vie!
Pris: 3,50 dollars for muffinen og 3,25 dollars for caneléen, dvs. i alt 6,75 dollars (ca. 46 kroner)

Blossom
Veganer.nu-New-York-Blossom-Du-JourLige så junket og uprætentiøs føromtalte Blossom de Jours takeout måtte være, lige så elegant og raffineret en middag kan man få hos restaurantgruppen Blossom – en navnefætter uden relationer i øvrigt. Efter at have været totalt turistagtig med rødglødende polaroidkamera en hel lang eftermiddag, uden fødeindtag siden min Breakfast, Part Two klokken 10.47, var jeg frådende klar på treretters-plus-én-menu. Til forret fik jeg tempehfyldte kæmperavioli i en sauce af cashewfløde med spinat, pinjekerner, cherrytomater og brune champignoner. Aldrig har jeg nydt så ’pløret’ og fed en pastasauce; den kunne nærmest mærkes på flanken straks efter indtag! Min første hovedret (ja, jeg faldt i kompostbunken som barn) udgjordes af en italiensk klassiker, nemlig scallopini lavet af seitankoteletter i hvidvinssauce med kapers og citron, foruden ’trøflet’ kartoffelmos og sauteret grønkål som tilbehør. Hovedret nummer to blev en mesterlig risotto med vilde svampe og courgettespaghetti midt i en sø af saffronkrydret flødesauce med pinjekerner. Til dessert – for døden skal jo have en årsag – valgte jeg en kunstløs, konsistensperfekt citron-ostekage.
Pris: 12 dollars for ravioli, 20 dollars for scallopini, 20 dollars for risotto og 10 dollars for cheesecake samt 0,5 liter mineralvand til 4 dollars, dvs. i alt 66 dollars (ca. 447 kroner)

Vegan Divas
Veganer.nu-New-York-Vegan-DivasLige omkring 500 meters spadseretur fra min kære venindes etværelseslejlighed i Upper East Side findes et charmerende lille bageri med navnet Vegan Divas, hvis donuts, muffins, cupcakes m.m. er tilberedt primært af økologiske produkter, hvoraf mange er glutenfri, og samtlige er udpræget fiber- og proteinrige. På grund af mangelfuld teknologisk udvikling per 2015 i fremstilling af virkelig effektive køletasker undlod jeg at købe en bøtte af Vegan Divas’ mango-is til min otte timer lange flyrejse hjemad – men de gavmilde smagsprøver langet over disken var en rimelig trøst. Til gengæld spenderede jeg nogle dollars på en lille æske delikate og tilpas sprøde Chocolate Chip Cookies til at forsøde langfærden tilbage over Atlanten.
Pris: 6 dollars for en æske med i alt seks småkager (ca. 41 kroner)

Happy Buddha
Veganer.nu-New-York-Happy-BuddhaAkkurat ligesom jeg øremærkede et enkelt døgn til massiv udforskning af Brooklyn, endte jeg med at bruge samfulde godt 12 dagtimer – plus det løse inden tusmørkets frembrud – af en feriedag i Queens, den tredje af New Yorks i alt fem bydele. Lokaliseret centralt i kvarterets chinatown samt i gåafstand til den botaniske have ligger restauranten Happy Buddha, der trods navnet ikke just emmer af genuin østerlandsk stemning hverken indenfor eller udenfor. Spisekortet er dog autentisk kinesisk, med talrige dim sum-anretninger og ’mockmeat’ i lange baner. Jeg udså mig en lille, men alligevel for stor bowle græskarsuppe med glasnudler, svampe og tofustykker til forret, hvorefter jeg faldt over en gang klassisk sushi overhældt med ikke-særlig-klassisk sennep. Hovedretten bestod af otte seitanlunser druknet i sursød sovs, med brune ris og ulasteligt dampede asparges som garniture. Desserten? Tja, cheesecake atter en gang, bare fordi det er helt okay at være veganermand i New York.
Pris: i alt 38 dollars for to forretter, en hovedret, en dessert og cirka en halv liter grøn te (ca. 257 kroner – beklager, jeg tabte regningen undervejs til Manhattan, så jeg kender ikke de enkelte priser for bestillingen)

Maoz
Veganer.nu-New-York-MaozSpredt rundt omkring Manhattans brændpunkter og med en enkelt butik i Roosevelt Field-indkøbscentret på Long Island kan man finde Maoz’ vegetarcaféer og -takeaways. Jeg stødte helt tilfældigt på en rullende version lige ved indgangen til Central Park i det sydlige Harlem, beklageligvis ganske få minutter efter mit seneste pitstop af tusind ved en af de regulære mobile falafelgrossister. Det er nemlig lige præcis de små, fikse kikærteholdige tennisbolde, som Maoz er selvudråbte dygtigheder udi at tilberede. Derudover byder de bl.a. på vegansk shawarma, foruden alverdens toppings, f.eks. babaghanoush (en mos af kogt aubergine iblandet forskellige grøntsager og krydderier). Skidt pyt, for der var kraftskisme også vegansk risengrød på rullebistroens menutavle, og trods celsius-grader på den helt rigtige side af 20 og cirka ingen nissemænd i sigte kunne denne højtidsdessert serveret i plastikbæger godt fremkalde en lille smule årle julestemning. Altså en lillebitte smule.
Pris: 3 dollars for et håndstort bæger risengrød (ca. 20 kroner)

Quintessence
Veganer.nu-New-QuintessenceHjemmelavet, økologisk, vegansk, glutenfri og næææsten 100 procent raw … Quintessence er en snævert beliggende café-agtig restaurant i East Village, kun fire husblokke fra Caravans of Dreams anmeldt ovenfor. Albuerummet ved de lilleputagtige træborde er yderst beskedent – hvorfor særlig klodsede typer bevæger sig omkring i konstant overhængende risiko for at vælte glaskander og anden service! Efter optørring samt venlig og kvik levering af en ny gang filtreret postevand sendte jeg tjeneren i køkkenet med en bestilling af et stk. All-American Burger med hjemmelavet pickles og barbecuesauce plus et stk. kæmpecrepe fyldt med babyspinat, tomatskiver, smøreost med forårsløg, lucernespirer og avocado med salsa og karamelliserede løg på toppen. Råt, godt, dog måske bare lidt småt i både fornøjelse og fordøjelse prisen taget i betragtning.
Pris: 14 dollars for burgeren og 13 for den franske pandekage, dvs. i alt 27 dollars (ca. 183 kroner)

Franchia
Nærmest på linje med Empire State Building på 34th Street og kun et friskt stenkast fra Hangawi ligger nok en café/restaurant helliget den østerlandske kogekunst. Franchia trakterer sine besøgende med sofistikeret komplet-asiatisk gastronomi, serveret i betryggende, intime ’tea house’-omgivelser. Derfor er prislejet ikke just SU-venligt, men studenterbudgettet kan dog snildt oppebære en enkelt månedlig date – eller to – med Franchias tapastallerkener. Grundet en på tredje time hidsigt knurrende mavesæk valgte jeg trio-tilbuddet, hvilket endte med følgende tre appetitvækkende nedslag på spisekortet: dybstegte, indbagte grøntsager, bl.a. sød kartoffel, taro-jordstængler og kabochasquash; japansk sushi med asparges og avocado toppet af vegansk kaviar og så lige mini-crepes med fyld af majroe, salatblade, jicama (en slags mexicansk kartoffel), peanuts, bønnespirer og sojasauce. Alt det røg ned i forfriskende selskab med en granatæble-iste, en ud af mere end et dusin forskellige – varme og kolde – orientalske te-komboer på menuen. Arigatou gozaimasu!
Pris: 22 dollars for en såkaldt ’tapas trio’ og 5 dollars for isteen, dvs. i alt 27 dollars (ca. 183 kroner)

Bagel Works
Veganer.nu-New-York-Bagel-WorksHvad er en ferierejse til New York, hvis man ikke får prøvet en vaskeægte newyorkerbagel? Under kyndig vejledning og navigation fra min veninde trådte vi en hektisk formiddag indenfor hos Bagel Works, der har solgt polske rundstykker med hul i siden 1983 og kålhøgent proklamerer i skrigende neon fra butiksvinduet, at de oven i købet er NYCs fremmeste udi den ædle bagelbagnings kunst. Men ingen protester herfra … for efter på rekordtid at have slugt en ’vegan lox’-bagel overdrysset med sesamfrø og birkes er jeg megafan på livstid af Bagel Works og deres gennem over tre årtier fortræffelige håndværk. Smørbar laks i planteform omfavnet af hvidt brød … Ærligt talt, hvad bliver det næste – håndholdte telekommunikationsapparater?
Pris: 6 dollars – 3 for bagelen og 3 for smørepålægget (ca. 41 kroner)

Candle 79
Veganer.nu-New-York-Candle-79Ekskvisit, eksklusivt, ekstravagant – Candle 79 er vegansk gourmetgastronomi for såvel ægte connaisseurer som roskildensiske førstegangsturister. Lokaliseret på 79th Street, nogle få dansetrin fra Lexington Avenue – som takket være Marilyn Monroes ulydigt flagrende kjolesøm blev foreviget på biograflærredet i 1955 – indbyder Candle 79 til romantisk udespisning med slips og stiletter (dog ikke nødvendigvis på samme krop). Min ledsagerske og jeg brød isen med hjemmerørte øko-cocktails: en ”Rye on Thyme” opbygget på whisky med et strejf af timian iblandet hyldeblomstlikør og purerede kirsebær m.m. samt en ”New Fashion” lavet på bourbonwhisky med kirsebær iblandet hybenlikør og agavesirup med et stænk ingefær. Med drinks af den celebre kaliber er man halvvejs superstjerne allerede ved forretten – og forretten var grønt gange to! Barbara, min yndefulde date, valgte en avocadosalat med bl.a. quinoa, tranebær, druetomater og ristede græskarkerner, mens jeg gik efter en tangsalat med bl.a. rucola, grillede shitakesvampe og wasabi-blade … uden skyggen af ’havgræs’, i øvrigt. Primærsulten var egentlig som følge af portionsstørrelsen nærmest stillet allerede på dette tidspunkt, men jeg er fra naturen lykkeligvis udstyret med ekstra rummelig mavesæk. Lykkeligvis, for hovedretterne var ren plantekostbar forkælelse af smagsløgene. Barbara valgte traditionelt italiensk gjort utraditionelt, nemlig piccata tilberedt af ’raspet’ seitan over et morads af flødestuvet spinat, grillet kartoffelmos, østershatte samt kapersbær i citronsauce. Mit valg blev igen-igen tjenerens anbefaling, nemlig en kuriøs konstruktion af kikærtekage, hvis indmad bestod af sauterede broccolibuketter, jalapenos, løg og gulerødder, det hele nedsænket i et pløre af henholdsvis krydret grønt og sødlig orange. Åh, manner!
Veganer.nu-New-York-Candle-79Damen over for mig havde for længst passeret mæthedsstadiet, og jeg var nok også efterhånden … sådan … nogenlunde … ”Excuse me, sir – we’d like to check out the desserts!” For hvornår kommer man lige igen til Manhattan og spiser haute cuisine på fejlfrit, flydende vegansk? Derfor: blommetærte med nødde-granola, kokosfløde og citron-timian-is plus ægte siciliansk cannoli med fyld af vaniljecreme og ’chocolate chip’ samt kokos-is i et bad af chokoladesauce. Tak, tak, tak for i aften.
Pris: 17 dollars per øko-cocktail, 16 dollars for hhv. tangsalat og avocadosalat til forret, 24 dollars for seitan-piccata, 21 dollars for kikærtekage, 13 dollars for cannoli, 16 dollars for blommetærte og 3 dollars for hhv. espresso og en halv liter kildevand, dvs. i alt 146 dollars (ca. 989 kroner)

Efter et absolut kulinarisk højdepunkt som det netop beskrevne fra Candle 79 ud af rigtig mange kulinariske højdepunkter fra en uforglemmelig newyorkertur hverken kan og vil jeg overlade mikrofonen til andre end Frank Sinatra ham selv – værsgo!
”Start spreading the news, I’m leaving today.
I want to be a part of it, New York, New York.
I want to wake up, in a city that never sleeps.
And find I’m A-number-one, top of the list, king of the hill, A-number-1 …
If I can make it there, I’m gone make it anywhere.
It’s up to you, New York, New York!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *