Skønne veganske desserter (bog)

Veganer.nu-Skønne-veganske-desserter

Er du ligesom os vild med kager og desserter i alle mulige afskygninger, er dette bogen for dig.

Ikke nok med, at kogebogens forfatter Vicki Gylling har taget kageskeen i egen hånd og modigt selv har udgivet denne lille lækkerbidsken, så har hun såmænd også sørget for, alle opskrifterne er glutenfri og en stor del af dem også sukkerfri – og resultatet er virkelig appetitligt.

Lad dig ikke narre af, at bogen ikke er kæmpestor; der er ikke spildt plads på overflødig sniksnak, og Vicki går direkte til sagen uden unødigt ophold! Således er det lykkedes hende at få plads til tæt ved 40 savlfremkaldende desserter og kager i sin charmerende Skønne veganske desserter – og huhej, hvor er der noget for enhver smag, uanset om man er de søde sager i den fromme eller mere syndige boldgade!

Ud over nogle pænt overskuelige overskrifter, som er lige til at gå til, er der også sørget for, at de få lidt specielle ingredienser i bogen som agaragar eller xantangummi forklares kort og præcist, så ingen er i tvivl om, hvor de fåes eller hvad de bruges til. Desuden er alle opskrifter mærket alt efter om de er glutenfri, sukkerfri eller raw/ikke bagekrævende, så de, der måtte have behov for det, får et fint overblik over deres specifikke præferencer. Kort sagt virkelig en kogebog, der er lige til at gå til, og som næppe kommer til at samle støv på kogebogshylden.

Det eneste problem med bogen er umiddelbart, at det er svært at vælge, hvor man skal starte! Skal det være den labre brombær cheesecake, eller den frække bountydrøm, eller den voksne kaffemousse eller…!!!!?

 

Køb bogen her.

Forlag: Spitzen
Forfattere: Vicky Gylling
Antal sider: 80
Udgivelsesdato: 01-06-2017

One Comment

  1. Pingback: Skal du have fingrene i min bog “Skønne Veganske Desserter” – sofreakingvegan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *