Plantebaseret fars (bog)

Med underoverskriften “Kødelskerens veganske kogebog” er stilen lagt – og uanset om man er kødelsker, flexitar, veganer eller noget helt tredie går man ikke galt med bogen Plantebaseret fars i hånden, når der skal noget kødagtigt på bordet.

Veganer.nu-plantebaseret-fars

Plantebaseret fars er forfattet af madentusiasten Sofie Bild, som i øvrigt også driver den fine blog Knæhøj Karse, og den er resultatet af hendes passion for solid hyggemad, som hun kalder det – og hendes insisteren på, at bare fordi hun blev veganer, skulle det ikke være ensbetydende med, at hun ikke længere kunne få sine yndlingsretter.

Veganer.nu-vegansk farsOg netop denne passion skinner herligt igennem på bogens 120 smukt velillustrerede sider, der bugner af skønne, ret tunge retter med fokus på vegansk fars i alverdens både kendte og alternative versioner.

Da jeg blev veganer, tænkte jeg, at der var en masse ting, jeg godt kunne vinke farvel til. Min livret bolognese var væk for evigt, og store burgere var noget, jeg kun kunne kigge længselsfuldt efter, når jeg gik forbi McDonald’s. Ja. Lad os lige holde et minuts stilhed for min manglende intelligens.

At Plantebaseret fars desuden er både uhøjtidelig, lun og temmelig humoristisk er på det nærmest bedårende og gør det til en dejligt atypisk kogebog, der er endog rigtig underholdende at læse!

Veganer.nu-vegansk-farsHer er ingen løftede pegefingre, og der skeles hverken til kulhydrater eller fedt – fokus er på nemhed og velsmag serveret på den allermest fornøjelige måde. Frem for alt opfordrer Plantebaseret fars læseren til at owne opskrifterne og mest af alt lade dem fungere som inspiration snarere end at følge dem slavisk; de kan naturligvis følges ganske nøje, men har man andre præferencer eller andre råvarer i køkkenskabet, står det én frit til at mixe og matche, som det passer en.

…jeg bliver glad, når jeg tænker på, at jeg kan leve mit liv ud fra de overbevisninger, jeg nu engang har, mens jeg samtidig kan sidde hver dag og tænke, at dén aftensmad ville jeg gerne spise igen i morgen.

Veganer.nu-vegansk-farsHvadenten man er til bøffer, deller, gryderetter, pølser eller en anden type comfort food (gerne indtaget foran TV’et med et glas rødvin, hvis man spørger forfatteren), er der fremragende bud på det i Plantebaseret fars, og helt gennemgående er det, at opskrifternes fremgangsmåder er enkle og råvarerne lettilgængelige med ekstremt få undtagelser.

Plantebaseret fars rummer desuden en fin gennemgang af bønnekogningens kunst, tips og tricks til hvordan man får farsen til at hænge sammen foruden forfatterens bud på basisvarer i et farsvenligt køkken – det hele formuleret i finurlige vendinger, der nærmest gør den til en fryd at læse.

Derfor undrer det os også, at Plantebaseret fars ikke har fået mere omtale end tilfældet er – den er er lettilgængelig, lækker og sjov – what’s not to like!?

Det er simpel mad, uden dikkedarer. Det er indimellem tidskrævende, men ikke mere, end at du kan finde ud af det. Det lover jeg.

 

Forlag: Muusmann Forlag
Forfattere: Sofie Bild
Antal sider: 120
Udgivelsesdato: 14-06-2019

2 Comments

  1. Sofie Bild

    Hey, jeg har lige set det her og vil bare sige: TAK for jeres mega fine gennemgang af min bog! Det gør mig glad helt ind i knoglerne!

    • Kære Sofie
      Stort velbekomme – den var en fornøjelse at læse!
      God dag til dig <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *