Chanett – lykkelig i sjælen og fri for binyretræthed med vegansk kost

Det er midten af juni 2015, og jeg er på vej hen ad vores villavej med løbeskoene på. Selvfølgelig i et almindeligt mormor-tempo, som passer sig for et menneske, der ikke får motioneret jævnligt og som har rundet 45 år. Jeg havde ellers fået godt fat om motionen, da jeg forrige efterår gennemførte 100 dage på Anne Bechs minus-sukker diæt, men der er igen gået for meget TV-hygge, Facebook og dårlige undskyldninger i det.

Cirka 200 meter henne ad vejen får jeg en oplevelse af, at mine ben ikke flytter sig, selvom hjernen sender signal om at nu er vi altså ude at løbe; det føles som om at jeg løber gennem tungt vand. Få sekunder efter ophører den mærkelige fornemmelse, og jeg løber almindeligt videre. Cirka 2 kilometer senere sker det samme igen — mine signaler om at løfte fødderne fra jorden går ikke rigtig igennem til benene, og det føles atter som om jeg løber igennem vand med tung modstandskraft.
Jeg har løbet on and off siden 7. klasse, så jeg kender min ”løbekrop” ganske godt, men det her føles mærkeligt og anderledes – ikke som et kropsfænomen, jeg har oplevet tidligere.
 
 
Sommer og sensommer går, det bliver sværere og sværere for mig at komme ud af sengen om morgenen, og det bliver tungere og tungere for mig at løbe og at gå op ad trapper. Det er som om jeg er en bil med ujævn brændstoftilførsel. En morgen i oktober bryder jeg grædende sammen, fordi jeg er så træt, at jeg ikke kan finde ud af at vælge et sæt tøj at tage på. Jeg ringer snøftende til min chef, som siger ”Du skal da vist ikke på arbejde i dag — du skal til lægen”.

Jeg tager til lægen for at snakke om min mærkelige kropsoplevelse, som jeg ikke kan finde nogen logisk forklaring på. Det er lidt mærkeligt at sidde og prøve at forklare, at min krop ikke vil samarbejde med mig, og at det føles som om jeg bevæger mig i vand. Alle muskler er trætte, og det kræver bevidst energi at bevæge mig. Jeg spiser forholdsvis sundt og lever et trygt og godt liv – så hvad i alverden foregår der? Jeg er træt, dødtræt med træt ovenpå… Det starter lige fra morgenstunden og forsætter hele dagen, uanset hvor meget jeg hviler. Lægen tager en blodprøve og selvfølgelig spørger han mig, om jeg føler mig stresset. Jeg føler mig ikke stresset, om end jeg har et job med rigtig mange bolde i luften og rigtige mange deadlines, som kan være mere eller mindre svære at nå, eftersom at det ofte kræver, at mange mennesker løfter deres del af opgaven, før jeg kan færdiggøre den. Men nej, jeg føler ikke, at det er stress, der er mit problem. Min læge holder fast; nu skal jeg altså hvile mig, så han sygemelder mig, så vi kan se om kroppen restituerer ved at ligge på sofaen.

I 14 dage ligger jeg (så meget jeg kan) på sofaen og går korte ture med min gamle hund. Jeg begynder selvfølgelig at undersøge, om andre kender til den mærkelige oplevelse jeg har i kroppen, og jeg finder ind på en amerikansk side, hvor der ligger en test på binyretræthed. Mine symptomer står ret velbeskrevet, og da jeg prøver at tage testen, slår jeg ud på stort set alle indikatorer på binyretræthed. Så jeg begynder at undersøge, hvad jeg så skal gøre for at komme ud af denne tilstand. Der er blandt andet henvisning til, at man skal kigge på sin kost, herunder anbefales det at stoppe sit indtag af koffein og raffineret sukker, og i flere patientberetninger på nettet viser det sig, at også animalske fødevarer er problematiske for kroppen i forhold til at restituere efter massiv træthed.
Jeg kommer tilbage til lægen efter de 14 dage og præsenterer ham for det, jeg har fundet ud af, og vi  bliver straks enige om, at jeg udover at få hvilet skal prøve en diæt, der aflaster binyrerne. Så jeg må hjem og lave helt om på mine mad rutiner. Han opfordrer mig til at holde op med at drikke kaffe, cola og mælk samt reducere mit indtag af kød og raffineret sukker så meget som overhovedet muligt.

For at få inspiration til at få mere grønt ind i min daglige kost søger jeg ind i veganske Facebook-grupper og andre plantebaserede inspirations-sites på nettet, og så går jeg ellers i gang! Koffeinindtaget bliver sat ned fra 5-6 kopper om dagen til én, og 2 glas Cola Zero om dagen bliver til et enkelt glas som fredagsfornøjelse. Jeg får kalve-mælken skiftet ud med plantemælk, og må bruge noget tid på at smage mig frem til, hvad der fungerer bedst for mig i min morgenkaffe og på mine havregryn. Det bliver den mørkeblå med vanilje fra Naturli’, der vinder hos mine smagsløg, og min kæreste vælger den grønne fra Naturli’. Vi køber derudover plantefløde og plante madlavningsfløde fra Naturli’ til vores madlavning samt FRI margarine fra COOP, og en lang fase med eksperimenter på madlavningsfronten går i gang med inspiration fra andre plantespisere på Facebook. I oktober og november 2015 udfaser vi (mor, far og tre hjemmeboende børn i alderen 12-19 år) alt animalsk fra hverdagsmaden. De to store køber selv de animalske fødevarer, som de ikke vil give slip på, og den lille på 12 er ellevild med alt det nye lækre plantemad. Jeg øger selv indtaget af plantemad (grønsager, frugt, nødder, kerner, korn) til cirka 80% uforarbejdet og 20% forarbejdet (veganske alternativer såsom Soy4You og Oumph).

I virkeligheden føles det som at komme ”hjem”, da jeg kommer med i gruppen for veganere på Facebook.

I løbet af cirka en måned begynder jeg at mærke en kropslig forskel, idet jeg får mere energi og tænker mere klart. Jeg kan endnu ikke løbe som før, men jeg kan styrketræne hver anden dag og tage cirka 30 minutter på crosstraineren hver anden dag.

Veganer.nu-Binyretræthed-vegansk-veganer-mad-kost-sundhed-plantebaseret-Chanett

Jo mere tid jeg tilbringer i plantegrupperne på Facebook, des mere bliver jeg mindet om, at jeg engang i min gymnasietid var dyrerettighedsaktivist (Greenpeace og Forsøgsdyrenes Værn). Jeg kommer i kontakt med de samme traumatiske følelser, som jeg havde under en hjerteskærende sommerpraktik i 9. klasse på en gård med malkekøer, hvor jeg i flere år bagefter ikke indtog mælkeprodukter i sympati med malkekøerne og deres kalve. I virkeligheden føles det som at komme ”hjem”, da jeg kommer med i gruppen for veganere på Facebook. Min familie siger ja tak til at være test-personer på dokumentaren Mød dit kød, og der bliver store-tude-dag i vores hjem, for inderst inde ved vi jo alle godt, at industridyrene behandles helt uacceptabelt. Problemet er bare, at de er gemt så godt af vejen, at vi forbrugere ikke bliver konfronteret med, at vores indkøbs- og spisevaner har alvorlige konsekvenser for andre levende og følende væsener. De store fødevareproducenter — blandt andet Arla — er enormt gode til at forskønne billedet af vores industridyrs liv og død.

Det kommer til at stå KNIVSKARPT for mig, hvad der menes med, at krop og ånd hører sammen.

Dokumentarerne Mød dit kød, Cowspiracy og Food Matters samt alle drøftelserne blandt veganere på Facebook bliver mit startskud til at søge hjem til mit eget oprindelige selv, hvor jeg altid har været meget sensitiv og empatisk overfor dyr. Jeg går ind i en lang forundringsproces med mig selv, hvor jeg undrer mig over, hvordan jeg har kunnet leve som ”struds” i så mange år, når jeg rent faktisk i forvejen vidste en hulens masse om industridyrenes leve- og dødsvilkår. Heldigvis hjælper nogle veganere mig ud af min forundring ved at henvise mig til psykologen Melanie Joy. Hun har holdt en lang række foredrag på baggrund af hendes ph.d., og de ligger frit tilgængeligt på nettet. At se hendes foredrag giver mig det sidste og afgørende skub til at stoppe al indtagelse af produkter med animalske ingredienser samt starte udfasningen af pleje- og husholdningsprodukter med animalske indholdsstoffer. Jeg bliver meget overrasket over at opleve, hvordan denne spirituelle eller åndelige udrensning booster min energi yderligere — det kommer til at stå KNIVSKARPT for mig, hvad der menes med, at krop og ånd hører sammen. Hver gang jeg får lyst til at spise noget animalsk, kigger jeg på billedet af 4 grise på mit køleskab hvor der står ”Going vegan and staying vegan is easy when you focus on the victims instead of yourself”. Denne sætning bliver et mantra og en støtte gennem hele min transformation.

En bevidst og kritisk forbruger bliver født; en søvnig borger bliver vækket til fuld hornmusik!

Jeg tilegner mig også helt ny viden i denne proces. Jeg vidste ikke, at vi slog tusinder og atter tusinder af hanekyllinger og tyrekalve ihjel som spildprodukter i produktionen, som også indbefatter øko-produktionen. Jeg vidste ikke, at kvæg/kød var årsag til meget omfattende miljøproblemer. Jeg vidste ikke, at kød, mælk og æg har omfattende konsekvenser for vores helbred og at man faktisk kan spise sig rask. Jeg troede ligesom alle andre, at man skulle have kød for at få protein nok og mælk for at få calcium nok. Jeg havde ingen anelse om, hvor misvejledt jeg er som forbruger og jeg vidste heller ikke, hvor stor en synder Sundhedsstyrelsen er i den sammenhæng. En bevidst og kritisk forbruger bliver født; en søvnig borger bliver vækket til fuld hornmusik! Jeg læser og læser og ser alle de Youtube-klip jeg kan finde med førende ernæringsforskere – og svaret er det samme, uanset hvor jeg kigger: SPIS PLANTEBASERET KOST.

Og jeg får overraskende positiv feedback fra familie og venner. Først er de selvfølgelig død-bekymrede for, om jeg er ved at blive fanatisk og fundamentalist – men jeg får præcis nok taletid blandt familie og venner til at jeg kan nå at forklare dem rationalet bag min beslutning. Flere af mine nære har fulgt delvis trop og prøver i eget tempo at arbejde sig hen imod en mere plantebaseret hverdag, enten på grund af sundhed, miljø eller industridyrene.

Jeg kan snart fejre 1 år som veganer, og jeg er overrasket over, hvor let udfasningen egentlig har været. De første 3 måneder var et rent forvirringshelvede, og jeg er dybt taknemmelig for al den hjælp, jeg har fået i det plantebaserede netværk på Facebook. De første 3 måneder skulle jeg tjekke ingredienslister på alt, hvad jeg puttede i indkøbskurven, og jeg lavede sikkert også mange fejl undervejs, hvilket jeg selv havde besluttet måtte være okay, så længe jeg gjorde mit bedste. Da jeg havde fundet frem til de basisvarer jeg havde brug for, gik det hele meget lettere. Jeg planlagde vores hverdagskost, så der var max 20% forarbejdet veganermad, og jeg lavede madplaner med udgangspunkt i dette. En madplan til lige uger og en madplan til ulige uger med frit spil i weekendenderne. Weekenderne de første mange måneder blev dedikeret til at afprøve nye opskrifter fra alle de lækre veganske madblogs på nettet, og både jeg selv, mine børn, min kæreste og nærmeste familie og vennekreds blev overrasket over, hvor velsmagende vegansk mad kan være og hvor godt det føles i kroppen.

Jeg tror, at min træthed forsvandt henover en periode på cirka 4-5 måneder på baggrund af flere interventioner fra min side af. En stor del handler om, at jeg omlagde min kost til plantemad med 80% uforarbejdet og primært økologisk grønt, frugt, korn, kerner, linser og nødder — men en anden, meget vigtig grund er også, at jeg lever i 100% forening med mine dybeste kerneværdier om ikke-skade-princippet. Jeg har øvet vold mod mig selv ved at leve som en struds i så mange år! Jeg tror, at det på et dybere psykologisk plan er usundt, når der ikke er overensstemmelse mellem kerneværdier og adfærd. Min sygdomsperiode og min sygemelding blev en slags åbenbaring i forhold til, at det ikke er nok at træne dagligt og fylde min krop med sunde mikronæringsstoffer gennem nærende plantemad, hvis jeg forurener mit sind dagligt ved at bidrage til lidelse, som med en vis indsats fra min side af sagtens kan undgås. Jeg tror, at min krop og mit sind havde behov for at nulstille sig og restituere sammen.

I dag, cirka 10 måneder efter at jeg startede udfasningen af animalske produkter i mit liv, bruger jeg absolut nul kræfter på at leve vegansk. Jeg er stadig i gang med udfasning i forhold til beklædning.

Jeg føler, at jeg på en måde er blevet ”rigtig voksen”, forstået på den måde at jeg endelig som 45-årig tager det fulde ansvar på mig som menneske, som borger, som forbruger – og at jeg følger mit eget rationale. Jeg er ikke længere slave af mine lyster. Mine lyster førte mig lige direkte ind i sygdom, og jeg påtog mig ikke mit ansvar for at passe godt på mig selv, på Moder Jord og på dyrene. Hvis jeg havde vidst, at en sådan livsstilsomstilling kun ville tage mig et år, og at jeg indenfor det år havde fået taget ansvaret for min krop og for min sjæl, så ville jeg nok have gjort det for mange år siden. Men jeg troede, på grund af de første 3 måneders indkøbskaos, at det var en langt sværere proces end det egentlig var. Jeg ville ønske, at folk vidste, hvad der var at vinde med en så relativt lille indsats der egentlig kræves for at sige fra og sige NEJ til at forurene sind og krop!
I dag er jeg frisk som en havørn, løber, styrketræner og svømmer 6 ud af ugens 7 dage og er tilbage i min 37-timers stilling uden problemer med at holde på energien.

Rent sjæleligt har det for mig været helende at bruge laaang tid sammen med vores dyr. De beroligede mit sind og fik mig til at slappe af — og mindede mig om, hvor ens vi alle er. Vi vil alle gerne bare have det trygt og godt! De får lov til at leve deres eget liv på egne præmisser, hvilket betyder, at vi ikke opdrager på dem og at de har lige så stor ret til at være her som vi har. Sikkerheden er selvfølgelig mit ansvar, så derfor lukkes marsvin og høns ind for natten, ligesom vores gadehund Donna går i snor på gaden, men hun bestemmer vejen, og vi er meget modstandere af at hive i snoren; den skal være løs medmindre der er fare på færde. Æggene fra vores pensionerede hønse-piger giver vi primært til naboer og venner, så de ikke skal ud og købe æg i butikker og de dermed undgår at støtte æggeindustrien. Vi har valgt at have en flok på 9 rescue-marsvin med en kastrat, da det er en naturlig flok og giver bedst trivsel. Vi har også to katte, som også lever et frit liv, men er en vigtig del af familien. Desuden har jeg udover vores egne dyr i mange år været plejemor for gadehunde, som jeg har fået rettet psykisk op og fundet gode danske familier til.

Min opfordring til alle, der lider af træthed: kig på dine kostvaner og kig på dine kerneværdier — og sørg for, at du udviser allerstørste respekt for dit sind og din krops levevilkår, helt ned på celleplan. Værn om dig selv, både ved at behandle din krop forsvarligt og ved at omsætte dine værdier til faktiske handlinger. Invester tid i dig selv til at bevidstgøre dig om, hvad der virkelig betyder noget for dig.

Giv din krop og dit sind en chance — det er det hele værd!

Har du også en vegansk historie, du vil fortælle? Skriv til os på karina@veganer.nu!
 

5 Comments

  1. Chanett Babette Simonsen

    Tak fordi I fortæller min historie. Det er blevet rigtig fint. Og jeg håber det vil hjælpe rigtig mange til at tage vigtige skridt i forhold til eget helbred, for dyrene og for Moder Jord ?

    • Kære Chanett
      Det er os en stor glæde at få lov til at dele din fortælling – som vi er sikre på vil inspirere rigtig mange til at kigge på deres liv <3
      God aften <3

  2. Kære Channett
    Tak for din historie. Så dejligt at også din læge bakkede op og ikke bare sagde sikke noget pjat. Min historie startede med et barn, der blev vegetar, og at jeg ville være klimaduks, og så fulgte det andet. Lige pludselig opdagede jeg at snotnæsen var forsvundet at jeg ikke længere var så monstertræt som før.

    • Kære Gudrun
      Dejligt at høre, at du også har haft positive erfaringer med plantebaseret kost – dem er der efterhånden rigtig mange af!
      God dag til dig <3

    • Kære Gudrun.
      jeg har heller ikke været forkølet siden jeg skiftede kost, og har hørt mange lignende historier, blandt andet den offentlige person Peter Falktoft. Plantekost er godt på så mange niveauer, og heldigvis bliver det lettere og lettere at leve grønt og vegansk 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *