Lone – kontrol over Morbus Crohn med vegansk kost

”Nååh… Så dét er en veganer… Sådan ser I altså ud”, sagde gastroenterologen som det første den allerførste gang jeg var til konsultation hos ham. ”Ja. Sådan ser vi ud. Allesammen. Det er faktisk temmelig forvirrende”, svarede jeg, og hans blik flakkede et øjeblik, mens sygeplejersken smilede og kiggede ned i jorden. Sådan mødtes vi, gastroenterologen og jeg, den dag jeg fik at vide, at jeg led af tarmsygdommen Morbus Crohn.

Fast forward 1 år fra mit første besøg, og så var jeg igen på gastroenterologens kontor. Og her lød det ganske anderledes end ved mit første besøg: ”…Jamen der kan nok ikke være nogen tvivl; det er fordi, du spiser, som du gør, at du er lykkedes med at få det tæmmet. Det ville ikke have kunnet lade sig gøre, hvis du spiste rødt kød, ost, æg, bacon og den slags. Det er jo enormt inflammatorisk”. Ja, sådan sagde han, gastroenterologen, og denne gang uden den obligatorisk klingende tilføjelse om, at det er en “god idé at spise lidt kød” eller den gamle mælkeindustri-klassiker om, at man jo “virkelig skal spise meget broccoli for at få tilstrækkelig med kalk”. Den dag kom begejstringen for vegansk mad helt uden noget aber dabei, for minutter tidligere havde han nemlig kunnet fortælle mig, at de seneste prøver viste, at jeg var lykkedes med at slå Crohns-sygdommen ned. Mit inflammationstal var – og er stadig – lige så lavt, som det er hos hvem som helst, der ikke lider af Crohns.
”… Men hvis jeg sagde til mine patienter, at de skal spise en vegansk diæt, så ville de jo simpelthen grine af mig – jeg kan ikke engang få dem til at holde op med at ryge!”, sagde han også.

Hvis man ikke skaber ordentlige grundbetingelser for sin krop til at hele, så kan ikke nok så megen abstineren, meditation eller mindfulness gøre noget stærkt positivt udslag.

Og det tvivler jeg ærlig talt ikke på. Faktisk forekommer det mig, at de fleste mennesker lystigt ville skære deres højre arm af, hvis det betød, de fik lov at beholde deres gamle vaner, men måske man alligevel i det mindste burde lade dem vide af muligheden. 
Ja, nu er det jo bestemt ikke, fordi mad er den eneste faktor i at kontrollere en størrelse som Crohns – for eksempel er netop at lade være med at ryge noget af det vigtigste, man kan gøre, hvis man har en inflammatorisk tarmsygdom, ligesom det er også vigtigt at kontrollere stress. Desuden er det med Crohns meget individuelt, hvad der hjælper med at styre sygdommen, men alene dét er vel ingen grund til sådan aktivt at skyde sig selv i foden ved fortsat at spise dyreprodukter. Hvis man ikke skaber ordentlige grundbetingelser for sin krop til at hele, så kan ikke nok så megen abstineren, meditation eller mindfulness gøre noget stærkt positivt udslag. 
Nu er det så bare sådan, at det i Danmark på én eller anden måde er blevet en ”sandhed”, at mad ikke rigtig har noget at sige i behandling af tarmsygdomme – ja, til tider hedder det sig endda, at man skal holde sig fra for meget frugt og grønt, hvis man har Crohns, ud fra en antagelse om, at fibre aggraverer inflammationen. Og dog er der bunker af rapporter fra folk med både Crohns og Colitis (Crohns’ irriterende tvillingebror), som er blevet veganere og har mærket en verden til positiv forskel på grund deraf. – Og idet mad er det element i vores omgivelser, vi kommer i absolut tættest berøring med, så ville jeg da tro, at køleskabtes indhold vel også være det mest oplagte element at tage bestik af, hvis man vil forbedre sin sundhed generelt og dermed skabe gode muligheder for være mindre generet af – eller måske endda fri for – de syg- og dårligdomme, man nu engang måtte have. Jeg advokerer ikke for, at man som Crohns-patient sådan uden videre skal droppe sin lægeordinerede medicin, men jeg ville mene, det bestemt er et forsøg værd også at spise plantemad. Der er ingen grund til ikke at slå på alle tangenter – når de nu er der.

Jeg bøvlede med min mave i årevis og havde været forbi to praktiserende læger med problemet, inden jeg endelig røg videre til den gastroenterologiske afdeling. Den første læge lyttede til mine klager med et noget skeptisk blik, og da det i samtalen gik op for hende, at jeg levede vegansk, konstaterede hun, at “Så er det jo bare B12-vitaminmangel!”. Endskønt jeg forsikrede hende om, at jeg skam tog B12 dagligt, tog hun en blodprøve for at tjekke B12-indholdet i blodet – hvilket selvfølgelig viste sig at være helt fint, og så havde hun ligesom ikke flere skud i dén bøsse. 
Efter den noget nedslående oplevelse gik jeg endnu et år med en sammenbidt målsætning om at klare mine maveproblemer selv, før jeg måtte kapitulere og igen tog til lægen. Denne nye læge var noget mere up to date med kostretninger, der strækker sig udover den klassiske danske “kød&komælk”-model – men dog ikke mere, end at også hun lige måtte sikre sig, at jeg nu også fik de næringsstoffer, jeg skulle have. Påfaldende i grunden, for i de år af mit liv, hvor jeg dagligt indtog kolesterol, vækst- og kønshormoner, antibiotika, dyreprotein, mættet fedt og alle de andre elementer i dyreprodukter, som man ved gør skade i menneskekroppen, var der aldrig nogen læge, der udviste den mindste bekymring for, om jeg nu også spiste fornuftigt. Så hun tog altså blodprøver, og heller ikke denne gang var der mangler, men da jeg så – yderligere et år efter – dukkede op igen, stadig vildt forvirret omkring de gener, der kom og gik uden nogen åbenlys logik eller rytme, fik jeg straks en henvisning til den gastroenterologiske afdeling.

Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på den tid, jeg kunne have sparet, hvis den første praktiserende læge, jeg gik til, havde vidst lidt mere om vegansk kost og ikke sluttet konklusioner baseret på uddaterede idéer.

Da jeg – efter den første konsultation netop dér, og efter at gastroenterologen havde erklæret mig “svært suspekt for Morbus Crohn” – spankulerede ud af døren, var jeg i grunden ganske lettet over, at der faktisk var en konkret og meget god grund til, at jeg havde haft alskens problemer med maven over de sidste 6-7 år. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på den tid, jeg kunne have sparet, hvis den første praktiserende læge, jeg gik til, havde vidst lidt mere om vegansk kost og ikke sluttet konklusioner baseret på uddaterede idéer. Og at den næste havde været bevidst om, at vegansk mad, såfremt man da ikke lever udelukkende af tofu-is, faktisk er så pakket med næringsstoffer, at blodprøver udmærket kan se fornuftige ud, uden at det i sig selv nødvendigvis er en indikator på, at alt er helt, som det skal være. 

Nuvel, efter en række yderligere, obligatoriske undersøgelser i den efterfølgende periode, var konklusionen bare endnu mere klokkeklar; en Crohns-diagnose havde man nu engang reddet sig, og så var der jo bare spørgsmålet om, hvad behandlingen skulle være.

Crohns sygdom, som er en arvelig, kronisk, autoimmun, inflammatorisk sygdom i fordøjelsessystemet, kan være – og er ofte – en ret aggressiv djævel, der skaber inflammation og ardannelse i tarmvæggen, hvilket gør det stadig sværere for kroppen at optage næring. Det kan føre til radikalt vægttab og/eller fejlernæring, og mange Crohns-patienter må opereres en eller flere gange for at fjerne dele af den ødelagte tarm. Desuden øger Crohns risikoen for tarmkræft. Altså er det en alvorlig sag, som man i almindelighed kun kan kontrollere (og ofte knapt dét) med binyrebarkhormon kombineret med en immunhæmmende medicin, der er en mild form for kemoterapi. Det er tilsammen en noget voldsom – og endda ikke altid særligt effektiv – cocktail, som (hvilket man næsten kan gætte sig til) er designet til at skrue gevaldig ned for immunforsvaret. Derfor har mange, der tager medicinen, da også ofte et hyr uden lige med at slippe af med diverse influenzaer, forkølelser og infektioner.  Og så kan binyrebarkhormon da forresten også dræne kalk fra knogler og tænder, udtynde håret, omfordele kropsfedtet, så man får “måneansigt” og/eller ansamling af fedt i nakken og tære på muskelvæv i arme og ben.

Veganer.nu - Lone fik Morbus Crohn under kontrol med vegansk kost

Egentlig ikke lige, hvad jeg stod og ønskede mig af nye oplevelser. 
Gastroenterologen viste sin egen manglende begejstring for medicinen ved at sige “Der er fordele, men bivirkningslisten er så lang” og så holdt han én hånd godt op over hovedet og den anden ned mod knæet og tilføjede “Så hvis du føler, du overhovedet kan klare den uden medicin, synes jeg da, du skal prøve dét”. Den melding var jeg ret tilfreds med, for jeg havde allerede strikket en idé til en løsning sammen: Business as usual. – Mere eller mindre. Nu da den komplette forvirring om, hvad der skabte symptomerne var forsvundet og jeg vidste, det var Crohns, jeg var oppe imod, ville jeg simpelthen fortsætte med at spise vegansk, dog nu uden forarbejdede fødevarer, herunder uden raffinerede olier, og så ellers prøve at tage alle andre slags forbehold også for at dæmpe sygdommen.

Jeg havde ret beset ikke nogen garanti for, at denne knap så storstilede plan ville virke, men jeg var ret sikker på, at jeg havde fat i noget brugbart, idet jeg kunne gøre mig følgende små optegnelser: 1) Jeg havde, da det endelig blev fastslået, at det var Crohns sygdom, der var den irriterende følgesvend i dybet, slæbt rundt på den i omkring 6 eller 7 år give or take. 2) Jeg havde, da den blev konstateret, været veganer i næsten fire år. 3) Dét ved mit specielle tilfælde, der undrede gastroenterologen var, at det ikke var blevet værre end tilfældet var i løbet af de forholdsvis mange år, jeg havde døjet med sygdommen. Altså måtte jeg gøre et eller andet rigtigt. Nu skal det nok igen nævnes, at Crohns er en vældig individuel sygdom, men det er de allerfærreste, der kan traske rundt med den ubehandlet i årevis, uden at den kommer helt ud af kontrol – hvorimod den hos mig stadig var på et bestemt mærkbart, men dog stadig lavt niveau.

Dyreprodukter er stærkt inflammatoriske i menneskekroppen, og når man har en autoimmun sygdom, der får kroppen til at reagere på stressorer ved at skabe inflammation, så er det en vældig god idé at holde sig fra alt, hvad der måtte inflammere vævet; eksempelvis kød, mælkeprodukter, æg og fisk.

Én eller anden lang ende havde jeg fat i – selvom jeg godt nok i sin tid havde taget fat i den ende af ganske andre grunde end at ville hjælpe mit helbred. 

Derhjemme tog det mig ikke mange Google-søgninger, før jeg kunne se en klar sammenhæng mellem den lave inflammation og min kost; mange derude i verden havde af ren desperation kastet sig ud i en vegansk, uforarbejdet – og nogle gange også raw – livsstil for at slå deres Crohns eller Colitis ned og var lykkedes med det.  Og det giver jo sådan set fin mening, når man sætter sig lidt ind i det dér med inflammation: Dyreprodukter er stærkt inflammatoriske i menneskekroppen, og når man har en autoimmun sygdom, der får kroppen til at reagere på stressorer ved at skabe inflammation, så er det en vældig god idé at holde sig fra alt, hvad der måtte inflammere vævet; eksempelvis kød, mælkeprodukter, æg og fisk. – Hvilket jeg jo havde gjort helt af mig selv grundet mine principper om ikke at tilføje andre bevidste væsner lidelse (og ikke betale andre for at gøre det for mig). Men helt nede og i bund var jo inflammationen i min mave ikke, så den dag gik jeg fra at være noget så irriterende som en helt almindelig, etisk veganer til at være det om muligt endnu mere irriterende: En helt almindelig etisk veganer, der levede af wholefoods, altså uforarbejdet plantemad.

“Vegan is love”, siger mine bedste hippie-venner tit. Og det kan jeg kun give dem ret i, for det er jo ofte således, at dét, man sender ud, er hvad man får igen.

Nu blev jeg i udgangspunktet egentlig ikke veganer for at leve sundt. “Vegan is love”, siger mine bedste hippie-venner tit. Og det kan jeg kun give dem ret i, for det er jo ofte således, at dét, man sender ud, er hvad man får igen. Når det gælder veganisme, er det, helt lavpraktisk således, at kærligheden går hele vejen rundt; til dyrene, miljøet, mennesker i den tredje verden og – idet det er en enormt sund kost – hjem igen til den enkelte, der har valgt at leve vegansk. Så mens andre i disse vore nok så livsstilsbevidste tider er på alskens mode-diæter som palæo, hflc, glutenfri, sukkerfri, 5:2-diæt, Dukan-diæt,  Atkins-diæt, blodtype-diæt og, for det ikke skal være løgn, stjernetegnsdiæt, for at undgå enhver snue og leve til de er 220 år gamle, kan sådan en god, gammeldags, etisk veganer som jeg spise en simpel, god, lækker, farverig, wholefoods vegansk kost, ikke bekymre mig det mindste om hverken kulhydrater eller kalorier, forblive sund og slank og – som sidegevinst – lægge den grund, der tillader min krop at hele sig selv og slå inflammationen ned.

Og jo da, jeg ved godt, at også veganisme ofte betegnes som en diæt, men det er det nu ikke. Når man til bunds sætter sig ind i, hvad der gøres mod dyr i landbruget, på transporterne, slagterierne, i forsøgslaboratorierne, i modebranchen, i underholdningsbranchen osv. – sådan rigtig for alvor sætter sig ind i det, så bliver man veganer. Simpelthen på grund af de opdagelser man gør i læreprocessen. Og den grund er mere end rigeligt. Det kan godt være, man ikke bliver veganer overnight, og det kan godt være, at man lige skal finde sig selv i det og lure, hvordan man gør tingene på en ny måde, men man bliver veganer, hvis man stadig vil kunne se sig selv i øjnene. Ens egen lille, forøgede sundhed har ikke meget at sige, når man har set, hvordan dyrene lider for menneskenes dårlige vaner. Ja – det er klart, at der er en masse, virkelig en masse, sundhedsmæssige fordele ved at leve vegansk. De er mangfoldige og strækker sig langt ud over bare autoimmune sygdomme, for eksempel nedsættes risikoen for de helt store dræbere som hjerte-karsygdomme, diabetes 2 og kræft radikalt, men det gør nu altså ikke veganisme til en diæt. Veganisme er en livsholdning, der siger en, at det ganske enkelt ikke er i orden at udnytte dyr for sin egen bekvemmeligheds skyld, når det nu på ingen måde er nødvendigt, og at man – i et og alt – må gøre, hvad man kan for at minimere dyrs lidelser, såvidt det overhovedet er muligt og praktisérbart. Det medfører nødvendigvis, at man ikke spiser dyr.

Jeg tvivler på, at der i sådan en politisk situation er store personlige fordele og karriere-avancementer i udsigt for at udbrede, hvad der i virkeligheden er sundt og godt for mennesker at indtage.

Dog bør den veganske livsstils etiske udspring virkelig ikke medføre, at man negligerer de mange sundhedsmæssige fordele, der følger med at leve vegansk, og derfor er det også forstemmende, at vi her til lands stadig i år 2017 har en fødevarestyrelse, der – i modsætning til tilsvarende, offentlige organer i mange andre lande (eksempelvis USA og Sverige) til stadighed anbefaler en kost, der endda er noget mindre end optimal, og som ikke engang stemmer overens med WHOs anbefalinger. Og man melder endda fra styrelsens side ærligt og redeligt ud, at man sådan set ikke anbefaler den bedst tænkelige kost, men snarere den kost, man mener, den almindelige dansker formår at holde sig til. Og så kunne man jo råbe et højt og vredt “Tak for tilliden!” – men også fødevarestyrelsen, såvel som lægerne, er tynget af et trægt system i et traditionelt landbrugsland, hvor vi “producerer” 31.000.000 grise til slagtning om året, hvor Arla og Dansk Mejeriforening står for produktionen af brochurer om babys sundhed til nybagte forældre, og hvor en pæn slat af skattekronerne går til at holde dyreholdslandbruget ovenvande. Jeg tvivler på, at der i sådan en politisk situation er store personlige fordele og karriere-avancementer i udsigt for at udbrede, hvad der i virkeligheden er sundt og godt for mennesker at indtage. Altså er det da heller ikke mærkværdigt, at det i vid udstrækning er oldgamle, u-underbyggede antagelser om vegansk mad (og veganere), der stadig hersker i sundhedssektoren, og at der ikke anbefales den kost, som er den sundeste, men i stedet en kost, der er baseret på ”det, vi plejer” og som er langt mere dansk kultur end menneskelig natur. 
Det hverken kan eller vil dog vedblive at være sådan, for selv Danmark – glade for status quo, som vi jo ofte er  – kan ikke fornægte de positive resultater med vegansk kost, som man oplever i diverse undersøgelser og forsøg i andre lande og ej heller for evigt ignorere, at stadig flere lande, vi normalt sammenligner os med, anbefaler en vegansk kost til alle aldersgrupper. Og så er der selvfølgelig også Danmarks stadig voksende antal veganere og folk, der af andre grunde spiser en plantebaseret kost, at forholde sig til. – For heldigvis er det jo, trods alt, ikke forbudt at tænke selv og tage sin sundhed i egen hånd – lige meget hvor meget visse kræfter så gerne ville fastholde en levemåde (og vistnok også en levealder) som på Ruder Konges tid.

Nå, men så var konsultationen sådan set også slut, og gastroenterologen og jeg var enige om, at det hele jo gik meget godt, og derpå hev han mig så med ind ved siden af til sygeplejersken, slog ud med armen og erklærede ”Ja, det er så min berømte veganer, som jeg har fortalt om!”, nærmest som om han helt selv havde bygget mig ud af legoklodser… 
Well, han er nu en god læge, selvom han i udgangspunktet ikke var så meget fremme i skoene hvad gælder fordelene ved en vegansk kost, og nu er der da i hvert fald én til sundhedsprofessionel, der ved, hvad en veganer – for eksempel – kan være for noget! Måske vil han fremover alligevel fra tid til anden nævne denne hersens patient, som fik et ret godt resultat ud af at spise en sund, vegansk diæt.

Hvis man vil vide mere om sundhedsfordelene ved vegansk mad, kan man eksempelvis besøge disse sider: 
http://nutritionfacts.org

http://nutritionstudies.org
http://www.pcrm.org/media/experts/neal-barnard

Læse denne artikel
:
http://diaetist-felding.dk/artikler/laegemagasinet-juni-2016/

Læse bøgerne:
Den Plantebaserede Kost af diætist Maria Felding og læge Tobias Schmidt Hansen
The China Study af Thomas Campbell og onkolog T. Colin Campbell
How Not to Die af Dr. Michael Greger

Eller man kan se dokumentaren:
Forks over Knives

Og hvis man vil læse interviewet, hvor Trine Enevold Grønlund fra Fødevarestyrelsen fortæller om, hvorfor man stadig anbefaler dyreprodukter, findes den her.

Har du også en vegansk historie, du vil fortælle? Skriv til os på karina@veganer.nu!

8 Comments

  1. Michael Monberg

    Tak for historien!
    Jeg kommer til at tænke på min bekendte der til trods for mere end ti års kamp mod Chrons, stadig spiser store mængder ost, youghurt og olier. Selvom hun har mange kødfri dage og ved at de gør hende godt, så kan hun på ingen måde slippe det andet. Mon jeg skulle snige denne historie ind under døren til hende? 🙂

    • Selv tak Michael 🙂

      Ja – det lyder da oplagt at give Lones historie videre til hendes veninde. Jeg har desuden sendt den til Colitis-Crohn Foreningen – men om de har lyst til at viderebringe den tvivler jeg på, desværre. Det er som om vi insistere på at mad ikke kan være medicin – og at man kun kan blive rask (eller i det mindste mindske symptomer) ved at spise piller lavet af firmaer.

  2. Dorte Wang

    Hej Lone

    Jeg har selv Morbus Crohn på 4. år og kunne i den grad godt tænke mig at læse din ‘kostdagbog’. Jeg synes, at det er en jungle at finde rundt i alle de mange råd og ‘kure’, der er. For det, der er antiinflammatorisk er måske high fodmap. Og det der med at være sukkersmart (undgå alle former for sukker/kulhydrater) har kolossal betydning for energiniveauet, for den kommer ikke af vand med chiafrø.
    I bund og grund vil jeg gerne spise præcist det samme som dig… så hvad spiser du morgen, middag og aften? 🙂

    KH Dorte

    • Kære Dorte
      Undskyld, at vi vender lidt sent tilbage på din kommentar – men her har du svar fra Lone, som vi er brugbart for dig:
      Hej. Jeg er faktisk ikke god til at holde bestemte kostplaner og egentlig er min mad ikke mere fastlagt, end hvad jeg nævner i artiklen; jeg spiser vegansk altid og whole foods langt størstedelen af tiden, men derudover er der ikke meget struktur i mine madvaner, så jeg kan desværre ikke give dig et særligt specifikt svar. – Måske lige udover, at de fleste dage indledes med en orn’li’ masse havre, enten som soaked oats eller som havregrød. I løbet af en dag ryger der meget fuldkorn og frugt ned, ganske mange bønner, tofu, linser og flækærter, plantemælk (navnlig havremælk), mandler og forskellige typer nøddesmør og uhyrlige mængder spinat. De ting er ret meget faste, stabile madvarer i min diæt. Jeg selv bruger således ikke det med at udelade diverse sukkerstoffer. Jeg udelader raffineret sukker langt det meste af tiden og holder mig helt fra koffein, vin og øl. Jeg oplever, at jo længere tid ad gangen, jeg holder stilen uden at indtage voldsomt forarbejdede fødevarer, sukker mv, des bedre har jeg det. – Og der går i regelen også lige et par dage, før jeg igen er helt på højkant, hvis jeg eksempelvis har drukket kaffe eller spist en bunke kage til en sammenkomst eller lignende. Samtidig kan jeg dog mærke at jeg i stadig højere grad “tåle” lidt sjov og ballade, des længere jeg har levet på den her måde. Det er som om, kroppen bliver stadig stærkere og bedre til at klare mindre gode madvarer.
      Rigtig god dag til dig <3

  3. Er dette indlæg stadig “aktivt”? Kan man forvente svar, hvis man poster en kommentar/spørgsmål?

    • Kære Julie
      Vi tilstræber at svare alle, der skriver kommentarer eller spørgsmål på Veganer.nu 🙂 – vi kan dog ikke garantere, at Lone har tid til at svare på specifikke spørgsmål i relation til hendes fortælling, men kan give dine spørgsmål videre til hende, hvis du måtte have nogen.
      Dejlig dag til dig <3

  4. Kære Karina,
    Tak for svar 🙂 Det er fordi jeg rigtig godt kunne tænke mig at spørge Lone lidt mere specifikt, hvordan hun mærkede en forskel på sin Crohn på den Veganske kost? Hun var jo veganer allerede før diagnosen, så jeg tænker, hvordan hun har kunne mærke forskellen?
    Jeg har selv colitis ulcerosa på 5. år og er heldigvis velmedicineret. Ikke desto mindre har jeg lige siden interesseret mig for kosten uden, at jeg har tilvalgt en bestemt livsstil. Til at starte med turde jeg nærmest intet spise, fordi uanset hvad jeg spiste fik jeg ondt i maven. Er begyndt at interessere mig en del for det veganske køkken og eksperimenterer også jævnligt med spændende opskrifter. Jeg er dog ikke konsekvent og kan godt spise kød, hvis jeg får det serveret. Og bruger da også produkter som ost, creme fraiche og smør herhjemme. MEN jeg vil rigtig gerne på sigt over på en primær vegansk kost i hjemmet. Mon Lone, der har en tarmsygdom ligesom jeg, har tid og lyst til at agere fjern-mentor lidt ala i veganerudfordringen?
    Undskyld min pludseligt meget lange besked 🙂
    Kh Julie

    • Kære Julie

      Hermed svar fra Lone;

      Hej Julie
      Jeg havde Crohn’s, allerede før jeg blev veganer – Jeg vidste bare ikke det var dét, der generede mig i så mange år 😊 Men ja, selve diagnosen fik jeg ikke, førend efter nogle år som veganer. Jeg tror, den primære fordel, jeg har haft af det veganske hvad gælder Crohn’s er, at plantemaden har hjulpet enormt med at “dæmme op” for skaderne af inflammationen og formentlig også for symptomerne. Jeg selv, og langt om længe også min gastroenterolog, er overbevist om, at hovedårsagen til, at jeg kunne gå så længe med Crohn’s med så forholdvis høj inflammation, og dog så lidt egentlig “damage” i udstrakt grad kan tilskrives, at min diæt langt det meste af tiden var vegansk. Altså helt uden dyreprodukter, der i menneskekroppen virker inflammatorisk.
      Den bedring, jeg mærkede efter nogle uger som “whole foods-veganer” hvor jeg cuttede alle forarbejdede produkter var primært et voldsomt dyk i den oppustethed, der havde været en konstant følgesvend i årevis og i at diarréen forsvandt. Ved den første test efter “omlægningen” var af mit inflammationstal faldet fra 800 til 40 (som du sikkert ved regnes alt under 50 for normalt niveau).
      Jeg har ikke den formelle ekspertise til at rådgive om kost og inflammatoriske tarmsygdomme, jeg kan bare berette om min egen positive oplevelse. Du kunne dog nok finde stor hjælp ved at henvende dig til en diætist med kendskab til vegansk mad. Klinisk diætist Maria Felding har indgående viden om emnet.
      Derudover vil jeg anbefale, at du selv researcher i peer reviewed artikler såvel som anekdotiske redegørelser om og af effekten af plantebaseret kost på inflammatoriske tilstande generelt og tarmsygdomme specifikt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *