Nanna – slank og fri med vegansk kost

Jeg har siden jeg var barn været overvægtig, og det har altid været noget, jeg har kæmpet med. Det var noget, som lagde et mørk tæppe over tilværelsen og begrænsede mig meget. Mest fordi jeg følte mig meget anderledes og ikke helt kunne forstå hvorfor ”alle” omkring mig var slanke.

Jeg husker tydeligt en episode på mit fritidshjem, da jeg var 7 år. Pædagogerne havde sammen med mig og en mindre gruppe piger lige været ude og købe nyt prinsesse-udklædningstøj, som vi kunne lege i. Da vi kom hjem til fritidshjemmet igen, var vi alle klar til straks at hoppe i sækkene fyldt med kjoler og prøve dem.  Mens jeg i takt med de andre jævnaldrende piger begyndte at tage kjole på, kunne jeg mærke, at der var noget helt galt — jeg kunne ikke en gang få kjolen over hofterne! Jeg kan huske følelsen i min mave; det var som en kniv, der stak mig. Jeg kiggede med det samme rundt på de andre piger, der strålede af glæde og var klar til at lege i dem, og kjolerne var alt alt for store til dem. Jeg kunne ikke forstå det — jeg blev  ked af det, for det var jo uretfærdigt, at jeg var den eneste, der ikke kunne passe sin kjole.
 
 
Det er bare én dårlig og ubehagelig oplevelse ud af mange, som bunder i overvægten.

Sukker har altid været min bedste ven. Især, når tingene blev svære.

Jeg er blevet mobbet med både min hudfarve og overvægt, da jeg var lille. Racistiske kommentarer var en stor del af min hverdag og gjorde, at jeg fandt trøst i mad. Især slik — masser af slik. Jeg spiste det ofte i skjul, fordi jeg var flov over det og godt vidste, at både mængden og slikket i sig selv ikke gavnede mig. Men sukker har altid været min bedste ven. Især, når tingene blev svære.

Da jeg var 12 år, besluttede jeg mig for, at jeg ville tabe mig, efter at en af mine veninder havde været på julemærkehjem, hvor hun havde tabt sig meget. Jeg kom på venteliste til Julemærkehjemmet i Hobro. Der skulle man bo i 10 uger, uden forældre.
Vi startede dagen ud med at gå 3-5 km om morgenen og fik selvfølgelig sund kost. Vi lærte om portionsstørrelser og mængden af slik, som vi måtte spise 1 gang om ugen. Som jeg husker det, var det en god oplevelse — især fordi man var sammen med jævnaldrende, som også var overvægtige, hvilket gav en ro indeni, fordi man ikke længere følte sig så anderledes. Jeg husker stolt, hvor meget jeg præcis tabte: 11,7 kg.

Efter opholdet holdt jeg vægten et års tid, men begyndte langsomt at falde tilbage i de gamle og dårlige spisevaner – heriblandt at trøstespise; mad har altid været noget, jeg har spist med følelserne. Jeg havde altid oppustet mave efter at have spist på grund af portions størrelserne – jeg spiste dobbelt så meget, som et barn på min alder skulle, og det gjorde jeg 2 gange dagligt. Plus dessert nogle gange, og det var også en dobbeltportion.

Det er forfærdeligt at være den eneste i flokken, som vejer for meget. Især, når man kommer i puberteten og man begynder at sammenligne sig selv med sine jævnaldrende… en masse spørgsmål melder sig — ”Hvorfor kan jeg ikke være som de andre?”, ”Hvad er der galt med mig?”, ”Hvorfor kan ingen drenge lide mig?” osv. Det hjalp ikke ligefrem at jeg i mine teenageår begyndte at lægge mig meget ud. Jeg spise pizza, slik og kager flere gange om ugen, hvilket var dårlig for både fysikken og det psykiske. Faktisk fik jeg det så dårligt psykisk, at jeg som 13-årig fik depression og angst, og allerede i en så tidlig alder fik jeg det forhold til min mad, at når jeg var ked af det, var den eneste løsning at spise.

Jeg kom på efterskole i 9. og 10. klasse, da jeg ikke havde det godt på den folkeskole jeg gik på. Det at komme til en anden by gjorde, at jeg følte, at jeg kunne starte på en frisk, og de 2 år i mit liv er nok de år, hvor jeg har udviklet mig mest. Jeg lærte at åbne mig op i stedet for at gemme mig væk, hvad jeg ellers altid havde gjort på grund af mobning – jeg udviklede en selvtillid og fik gode venskaber. Det var et kæmpe vendepunkt i mit liv, men tingene vendte desværre, da jeg kom hjem  igen! Jeg begyndte på et gymnasie, jeg ikke ville gå på, da jeg var bange for at møde alle dem, der igennem mit liv havde mobbet mig, og det gik heller ikke godt på hjemmefronten. Jeg havde angst og depression og blev i slutningen af 1.g nødt til at melde mig ud af gymnasiet, da det på grund af mit høje fravær ikke gav nogen mening at fortsætte. Min tilstand blev kun værre; angsten udviklede sig, og jeg spiste mere og mere.

Jeg var som 18-årig i et biluheld, som desværre gav mig et svært piskesmæld, der hæmmede mig meget. Jeg måtte pludselig kun løfte max 1 kg af gangen, og jeg havde konstante smerter i min nakke, selv når jeg lå helt stille. Jeg havde hovedpine og ingen energi, humøret dalede, jeg blev endnu mere depressiv, og jeg ikke kunne være fuldtid på den produktionsskole, jeg startede på efter gymnasiet. Jeg isolerede mig meget og fandt endnu en gang trøst i maden – og meget af den. På dette tidspunkt havde jeg så meget angst, at jeg ikke kunne tage en bus og måtte køre i taxa frem og tilbage fra skole. Jeg hadede i bogstaveligste forstand mig selv.

Jeg spiste enorme mængder af usund mad og kunne sagtens svinge forbi den lokale bager og købe et par Kajkager, en stor jordbærtærte og nogle minipizzaer, inden jeg kom hjem fra produktionsskolen. Den madrutine kørte jeg lang tid. Jeg skjulte tit hvad jeg spiste, fordi jeg var flov og godt vidste, at det på ingen måde var sundt for mig at leve sådan.

Jeg var ked af den måde, jeg så ud på og jeg var ked af at føle, at jeg ikke kunne være den, jeg virkelig var indeni. Jeg hungrede efter at vise verden, hvem jeg var!

Til sidst, i en alder af 19 år, fik jeg nok og tog en beslutning. Jeg var ked af den måde, jeg så ud på og jeg var ked af at føle, at jeg ikke kunne være den, jeg virkelig var indeni. Jeg hungrede efter at vise verden, hvem jeg var! Jeg var fuldstændig klar over, hvad der skulle til, før at jeg kunne blive glad: jeg skulle tabe mig. Meget. Jeg var træt af at føle mig så utilpas og anderledes, træt af at føle, at jeg ikke hørte til i min krop. Fast besluttet trådte jeg op på min badevægt mens jeg tænkte, at jeg nok vejede omkring 80 kg. Vægten var ikke enig – den sagde 117 kg. Jeg var i chok og kunne ikke fatte, at jeg vejede  meget… altså… kunne det virkelig passe, at jeg vejede over 100 kg?!?! Jeg tabte heldigvis ikke modet — tværtimod. Det gjorde mig stædig og endnu mere besluttet, og dagen efter droppede jeg alt usundt; hvidt brød, slik, junkfood osv., og jeg tabte mig hurtigt. Inden der var gået 6 uger, havde jeg formået mig at tabe ca. 14 kg. Jeg blev ved med at holde mig fra alt usundt og tabte mig yderligere 15 kg det næste halve år.

Desværre knækkede jeg og fik det slemt psykisk på grund af angst og depression, der ikke havde sluppet sit tag i mig, og jeg måtte akut indlægges. Jeg begyndte på antidepressiver og de næste 3 1/2 måned brugte jeg stort set inde på det samme værelse med hvide vægge, hvor jeg var overvåget hele døgnet rundt — enhver kan nok tænkte sig til, hvor jeg befandt mig. Jeg fik et andet syn på livet og blev meget mere bevidst om alt, hvad der skete omkring mig og indeni mig. Når man bruger så meget tid alene og på at arbejde med sig selv, så lærer man sig selv at kende på en anden måde. Man kommer i kontakt med nogle dybere følelser.

Mit vægttab stod i den periode forholdsvis stille. Jeg var stadig overvægtig, men fjernede fokus fra det, da der var større ting, som fyldte i de måneder — både de fysiske (piskesmældet) og de psykiske smerter.

Jeg blev udskrevet og begyndte igen kampen mod kiloene. Det gik godt i en periode, men i 1 års tid tænkte jeg ikke så meget over, hvad jeg spiste, og pludselig fik jeg interesse i at tælle kalorier og begyndte også at træne. Jeg kunne se kiloene rasle af — det var  fedt; nu havde jeg endelig fundet en metode, der med sikkerhed kunne gøre mig slank. Jeg talte hver eneste kalorie, så jeg præcist ramte mit nødvendige kaloriebehov, og det gjorde jeg i ret lang tid, men pludselig tog det overhånd og blev sygeligt. Jeg kunne ikke slappe af, fordi jeg var stresset over mit madindtag, og jeg kunne ikke spise usundt uden at jeg skulle motionere dagen efter. Jeg var kort sagt ved at udvikle en spiseforstyrrelse og nåede desværre dertil, at jeg begyndte at overspise og kaste op. Jeg var stresset, konstant i dårligt humør og ked af, at det, jeg gjorde mod min krop.

Veganer.nu-Slank-spiseforstyrrelse-angst-depression-overvægt-racisme-antidepressiver-lykkepiller

Men heldigvis skulle jeg gå lysere tider i møde!

Jeg var på ferie i Berlin med min kæreste sidste sommer, hvor vi besøgte en vegansk café i tilknytning til det veganske supermarked Veganz, og her åbnede en helt ny verden sig for mig. Tænk, at man kunne få så meget lækker mad og ikke skade nogen dyr!? Jeg besluttede mig på busturen på vej hjem fra Berlin til Århus, at jeg ville prøve at lade være med at spise kød (fisk undtaget). I første omgang stoppede jeg fra den ene dag til den anden med at spise okse, svin, lam og fjerkræ, og da det blev oktober, droppede jeg også fisken. Jeg fik det meget bedre i min krop (især tarmene), følte mig lettere i mit sind, min hud blev pænere og hår og negle styrket. Det hele føltes meget nemmere, og jeg kunne se på min krop, at den tog godt i mod min nye livstil. Jeg følte mig ikke så tung i kroppen, og følte jeg fik mere ud af min træning. I februar 2016 spiste jeg for sidste gang ost og æg – mine øjne var blevet åbnet mere og mere i forhold til dét at blive veganer, og det føltes forkert at blive ved med at spise animalske produkter med al den viden, jeg pludselig havde fået ved at se dokumentarer og læse om dyremishandling, kødindustrien osv. – dette sidste skridt for at blive veganer tog jeg både for dyrenes, miljøet og min egen skyld.

I dag har jeg svært ved at forstå, at jeg nogensinde har spist kød. Jeg er virkelig kommet langt! Jeg har udviklet mig på et spirituelt plan, hvor jeg bedre kan finde ro indeni, og føler jeg hviler i mig selv på en helt ny måde. Jeg føler mig meget mere tilpas inden i! Efter at jeg er blevet veganer har det været nemmere at holde vægten, og jeg tror, at det er fordi, at maden og mit forhold til den føles mere naturligt – og rigtigt. Jeg styrketræner ca. 4-5 gange om ugen, spiser masser af sund og grøn mad – og der er også plads til en chokoladebolle eller en pose slik en gang i mellem. Jeg har endelig fundet en balance, der passer til mig, og jeg har aldrig følt mig så fri, som jeg gør nu.

Jeg vejer nu 67 kg og har aldrig haft det bedre. Det har været en lang og svær kamp med mange op- og nedture, men jeg er fuldstændig sikker på, at der har været en mening med, at jeg skulle gå dette igennem – blandt andet, så jeg kan dele min fortælling og erfaringer, som forhåbentlig kan motivere andre. Jeg har vendt alt det dårlige til en styrke, og det kan mærkes!

Har du også en vegansk historie, du vil fortælle? Skriv til os på karina@veganer.nu!
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *