Malaga – lun hygge med grønne muligheder

Lad det være sagt med det samme: overordnet set er Spanien ikke et specielt veganervenligt land. Mens vegetarer let kan finde masser af spiselige tapas på menukortet – oste i forskellige afskygninger, omeletter etc. – så er der altså lidt længere mellem snapsene, når man er veganer. Afhængig af, hvor man befinder sig i Spanien, er der er dog patatas arrugadas (ovnbagte kartofler – kaldet rynkede kartofler), stegte champignon, gode oliven, grillede og marinerede peberfrugter, tomatsalat, gazpacho-suppe og hvidløgs-mandelsuppe, som burde kunne mætte de fleste. Hvis man vel og mærke sørger for at understrege overfor tjeneren, at der ikke skal hverken kød, fisk, ost eller æg på ens mad; spanierne har en sær mani med at putte animalier på ALT, hvad de serverer.

Nuvel, med lidt kulinariske forberedelser behøver man ikke være helt på dybt vand, når man som os fx begiver sig til det skønne område omkring Malaga. Vanen tro er Happycow altid en god hjælper, så man har en fornemmelse af sine muligheder, allerede inden man tager afsted.

Malaga
Mad
I selve Malaga er der faktisk et par dejlige vegetarrestauranter (med mange veganerretter), som vi naturligvis sørgede for at komme forbi, mens vi var i den skønne by:

Canadu

Canadu, som i udgangspunktet er vegetarisk, men har en del veganske retter på menuen, serverer verdens hurtigste (ærligt talt lidt FOR hurtig – kokken må være på speed) 4-retters veganermenu til 10 euros, hvorfra især den skønne, kolde hvidløgs-mandelsuppe  (det smager MEGET bedre, end det lyder!) skal fremhæves. Der bliver ikke lagt så meget sjæl i hverken servering eller anretning, men menuen er dejlig og mættende for både veganere og omnivorer. Og nåja, så ligger Canadu skønt på Plaza de la Merced, hvor der er masser af udendørspladser og chance for en forbipasserende gademusikant, hvis man er heldig.

Hos den ligeledes vegetariske Vegetariano El Calafate kan man også sammensætte en vegansk menu, dog “kun” 3 retter til 11 euros, som serveres i rigelige mængder. Spanierne er ikke fedtede, og selvom man måske ikke just udsættes for mad i gourmetklassen, præsterer de alligevel dejlig veganermad; ikke mindst deres rødbedepesto er et interessant indslag i menuen.

Piano

Skøn vegansk mad hos nu lukkede 🙁 El Piano

Rundt omkring i byen er der desuden flere veganer-venlige spisesteder, hvor sulten nemt kan stilles.
Cafeen Lukes Bar serverer en vegansk burger, der sammen med nogle sprøde pommes frites udgør et helt et hæderligt måltid, ligesom The Grill Club tæt på Museo Carmen Thyssen har indtil flere udmærkede veganske valgmuligheder med både mexikansk og indisk islæt på deres kort. Skulle man ønske at kombinere god, vegansk mad med fantastisk udsigt er Restaurante Amador et godt stykke væk fra centrum af byen absolut et besøg værd – restauranten, der ligger i tilknytning til Hotel Villa Guadalupe, har en smuk udsigt ud over Malaga, og hvis man er lidt proaktiv og sørger for at skrive eller ringe til dem i forvejen, kan de uden problemer diske op med en 3-retters vegansk menu (suppe-wok-risdessert), som sikrer, at man ikke går sulten derfra.

Skulle man gå rundt og have lyst til en soya latte, er det intet problem, idet flere cafeer rundt omkring byen tilbyder sojamælk som det mest naturlige, når man beder om det.

Shopping
Vi nåede foruroligende lidt shopping i Malaga, men outlettet Plaza Mayor overraskede dog ved at have et par forretninger med en pæn mængde dyrefri shoppingmuligheder, herunder Paco Martinez, der har et stort udvalg af fine tasker i syntetiske materialer, Stradivarius, der har en del fine bælter i syntetiske materialer og Indushoes, der har mange fede sko, ligeledes i syntetiske materialer, og altsammen til virkelig rimelige priser. For god ordens skyld skal det også nævnes, at der ligger en Dunkin Donuts i outlettet, hvor man kan stille sin soya latte-tørst i en af de korte shoppingpauser 😉

Centralt i Malaga ligger der et par helsekostbutikker, som muligvis er et besøg værd, og selv i et lillebitte supermarked, vi kom forbi, var der op til flere forskellige plantemælk at vælge imellem nær deres mejerihylde, så spanierne har også opdaget fordelene ved plantemælk.

Mercado Central de Ataranzanas

Forførende farver og friskhed hos Mercado Central de Ataranzanas

Er man til friske grønsager og frugter, nødder, tørret frugt, oliven, krydderier, olier og eddiker i stride strømme, er Mercado Central de Ataranzanas stedet.
Det indendørs madmarked bugner af lækre, farverige og friske råvarer, og hvis man lukker øjnene og næsen, når man går forbi kød-, oste- og fiskeboderne, er det virkelig et skønt sted, der pirrer sanserne med sine farver og dufte.

 


Fuengirola
Mad
Vegetalia
Ærligt talt kom vi udelukkende forbi Fuengirola for at spise på den vegetariske restaurant Vegetalia, der til frokost tilbyder vegetarisk – og primært vegansk – buffet for små 9 euros. Og maden var bestemt turen dertil værd! Der var et fint udvalg af veganske retter, fx. quinoa-salat, kartoffelsalat, hummus og fyldte pebre og auberginer, som blev lavet veganske specielt til os på restaurantens eget initiativ. Dejlig mad og hyggelig atmosfære.

Gibraltar
Mad
Hvis du tror, at du skal til Gibraltar for at få gode madoplevelser, kan du godt tro om igen. Gibraltar er tydeligt engelsk og excellerer således primært i dybtstegt og usund mad alá Fish’n’chips, hotdogs og pommes frites, så det er nærmest umuligt at finde noget for veganere her. Det lykkedes os dog at få den undrende tjener på The Star Bar til at veganisere en pizza til os og servere den med en grøn salat til, hvilket endte op med at blive et overraskende godt måltid mad!

Sevilla
Mad
Overraskende nok har en stor by som Sevilla kun ét vegansk og 3 vegetariske spisesteder!

Tapas kan man heldigvis få de fleste steder, og husker man at understrege, at de skal være helt uden dyr, kan man være heldig og få et virkelig lækkert måltid mad, nærmest uanset hvor man kommer hen.

Veganitessen

Én gang kagemonster – altid kagemonster! Lækre kager hos Veganitessen 😉

Det er et absolut must at besøge veganske Veganitessen – det eneste vege-sted, vi nåede at besøge på vores korte visit i den dejlige by – som er et bageri, der også tilbyder snacks som burgers og pølser. Desværre kom vi meget tæt på lukketid, så der var ikke så meget at vælge imellem, men vi fik da både en pistacie-agtig kage og en cheesecake. Begge kager var appetitteligt uartige at se på, og de smagte også udmærket, omend vi nok må tilbage og prøve den karamel-kage, der blev snuppet det sidste stykke af lige foran snuderne på os  😉

Kort sagt er området omkring Malaga så absolut et besøg værd – så længe, man gør et lille forarbejde i forhold til at undersøge, hvor man kan få noget at spise som veganer, er man nået langt. Malaga er en skøn og hyggelig by, der ligger tæt på mange seværdigheder i området, og bor man i selve byen, vil man opdage, at der er mange gode muligheder for veganere dér. Taget i betragtning hvor kødglade spanierne er, må man nok sige, at Malaga er kommet meget godt med på den grønne bølge!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *