Moskva – veganske muligheder i verdens største land

Af Julie Bering

“Rusland? Hvorfor vil I til Rusland?” – sådan reagerede de fleste, da vi fortalte om vores booking til hovedstaden Moskva. Snakken om efterårsferien havde bragt os omkring Berlin, London og Paris, som den altid gør. Vi har været der, vi har oplevet og smagt, men havde lyst til noget helt andet indenfor rimelighedens grænser både i forhold til økonomi og afstand. “Moskva” sagde min kæreste, og forslaget landede helt perfekt i mig; “Yes, det gør vi”!

Moskva

Da vi nærmede os rejsedagen begyndte jeg at spekulere over, hvorvidt destinationen ville være “venlig” overfor mine værdier og smagsløg. Går alle med pels? Er der gadehunde? Serverer de kun kød og kål? Jeg anede ikke ret meget om landet, før vi stod på russisk jord, og her er mine erfaringer fra Moskva:

Moskva

Bolshoj-teatret

Byen er helt fantastisk, hvis man interesserer sig for historie og kultur, og det er fascinerende at lægge mærke til, hvordan den moderne kultur bryder ud af den dystre histories rammer. Den ene gamle majestætiske bygning afløser den anden. Der er ikke sparet på vagter og politi med store frakker og “pels”-huer. Der er rent, og ingen vover at smide hverken tyggegummi eller skodder. Der er et fantastisk metrosystem (dog på russisk, så husk en oversigt over linjerne), og man betaler 5 kroner for at køre med uanset hvor langt man skal. Der er mange museer – men med russiske tekster til de forskellige genstande.

Den Røde Plads er badet i lys om aftenen og omkranset af et shoppingcenter, der gør Magasin til skamme med alle de dyreste mærkevarer.

Moskva

Den Røde Plads by night

Her er smukke paladser fra dengang zarerne herskede, præsidenternes gravsteder, Lenins mausoleum (han ligger derinde, balsameret og en anelse makaber, til offentligt skue), den seks meter høje mur til Kreml (regeringen) og selvfølgelig den mest kendte Vasilikatedral med kupler i alle regnbuens farver. Den historiske stemning er udover al forventning. Lige her er der blevet slået tusindvis af mennesker ihjel, og alligevel er det en magisk oplevelse at stå lige dér.

Russerne gennemgår i disse år en renæssance.

Moskva

GUM – eksklusiv shopping på Den Røde Plads

Imens de ældre russere virker indelukkede, påpasselige og nærmest bitre uden smil på læben og uden forståelse for køkultur, så er de unge russere livlige, moderne klædt og yderst hjælpsomme.

Der er en del sproglige udfordringer, da de ikke taler engelsk, men de vil gerne i kontakt med os. Det er også dem, som går i faux fur. Overalt i gaderne går kvinder i pels, og det er ret uforståeligt at opleve så mange butikker med pels i vinduerne, når man selv kommer fra et næsten pelsfrit København. Det kræver lidt tilvænning, men med en tro på, at de unge i faux fur vil forandre modebilledet i Moskva, så kunne jeg godt abstrahere fra dem og det.

For lige at vende tilbage til min bekymring for gadehunde, som jeg altid har, når jeg skal et fremmed sted hen, så har russerne hunde som kæledyr ligesom os. De vandrer fint ned ad boulevarderne i snor med deres ejere i den anden ende med pels på kraven (veganere ved hvad veganere tænker herom). I en nyere del af byen, langt fra centrum, så jeg tre herreløse hunde. De gik rundt i samlet flok, og det beroligede mig, at de trods alt var sammen. Når man har tilbragt en sommer på Bali og oplevet gadehundene dér, så bliver man nok lidt immun overfor tre i Moskva. De har dog været i mine tanker siden, men de er på ingen måde et almindeligt syn.

Fresh

Absolut spisværdig vegansk mad hos Fresh

Nu til det bedste; MAD! Er der håb for andet end salatblade og kål i byen? Svaret er JA!

En aften slentrede vi rundt i byen og ledte efter mad. Vi stoppede ved en restaurant med navnet Fresh med store grønne bogstaver, og jeg tænkte, at de nok måtte have noget grønt derinde. Vi kommer ind i den hyggeligste restaurant fyldt med mennesker og loungestemning. “Do you serve vegan food?” spurgte jeg – “We only serve vegan food!” kom det prompte og smilende fra tjeneren. Hvad er chancen for, at vi netop går ind på en vegansk restaurant? Lykken ville ingen ende tage! Menukortet var enormt og bød på både burgere, bowls, salater, wraps, desserter, shakes, biodynamiske vine og økologiske øl.

Min kødspisende kæreste var vildt imponeret og foreslog på eget initiativ, at vi besøgte restauranten igen dagen efter.

Moskva

Lækker bowl & shake hos Fresh

Og det gjorde vi. Oplevelsen var ligeså god som første gang, og vi talte om hvilken succes det ville være at åbne sådan et koncept i København. Restauranten er en kæde, opstartet i Canada, så det er ikke utænkeligt, at vi får Fresh i Danmark. I Moskva findes den tre steder rundt omkring i byen.

Der er masser af moderne mad i Moskva og derfor også en hel del veganske retter. Vi besøgte blandt andet en fin restaurant i den nye bydel (Moscow City) med asiatisk stemning og god service, hvor cirka halvdelen af menukortet var markeret med det grønne V. Retterne var en fryd for både øjne og smagsløg og ville koste en bondegård i Danmark, men vi betalte halv pris.

De har flere gode sushisteder med veganske menuer og dér var priserne også væsentligt lavere end herhjemme. Faktisk kostede en menu kun en tredjedel af, hvad vi giver for sushi i Danmark.

På samtlige kaffebarer har de soyamælk, og de fleste er indforstået med hvad “vegan” betyder, når man spørger.

Vi er ikke i tvivl om, at vi skal til Moskva igen i den nærmeste fremtid – byen rummer en fascinerende historie, betagende arkitektur, anderledes kultur og det er en by i grøn udvikling. Det bliver spændende at se, hvor langt de er nået, når vi kommer igen. Moskva får vores varmeste anbefalinger!

Moskva

PRAKTISK INFO
  • Det er ret besværligt at få visum til Rusland, så husk at få det ordnet i god tid via det russiske visumcenter IFS på nettet. Læs vejledningen grundigt, da de kræver en masse dokumenter og personligt fremmøde på centret i København.
  • Et visum koster cirka 800 kr. pr. person.
  • Investér i Politikens “Turen går til Moskva og Sankt Petersborg”. Her er kort over metroen, byen og brugbare oplysninger om “must-sees”.
  • Husk på, at russerne ikke taler engelsk og at alle skilte er på russisk!
  • Vi boede på Courtyard by Marriott centralt i byen og betalte 2.000 kr. for tre nætter i skolernes efterårsferie. Her talte personalet okay engelsk. Der findes langt billigere hoteller, men vi anbefaler, at man vælger et internationalt hotel, da Ruslands standarder ikke er som i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *