Levevis Hummus Dip

Dom: Manglende hummussmag og alt for syrlig – Hvor? Netto – Hvor meget? 7 kr.


Hvis du ikke har nået at få forberedt kikærter – eller ikke har dem på dåse – til en god gang hummus i en fart, har Levevis svaret på dine bønner (eller kikærter); pre-made hummus. På dåse!

Hånden på hjertet: vi var lidt lumre ved, at den var på dåse. Det virkede sådan lidt discount-agtigt, og gad vide, om det ville smitte af på smagen. Men hvad gør man ikke i den gode sags tjeneste?

Nuvel, dåsen blev åbnet, og ud kom hummussen, der straks skulle smages. Den var virkelig, virkelig syrlig – som i virkelig syrlig – måske ikke ligefrem, så øjnene løb i vand, men næsten. I forhold til de hummusser, vi selv har smagt og lavet igennem tiden, kunne vi slet ikke finde nogen hummussmag i denne hummus, og for at få lidt frem, tilføjede vi – helt i strid med formålet med at købe sig fra madlavningen – både tahin, hvidløg, salt, stødt koriander og stødt spidskommen, men selvom det hjalp lidt på den overordnede smag, var det alligevel frygtelig langt fra den ægte vare – og syrligheden, den var ikke til at rokke ved.

Konsistensen var til gengæld ret så cremet og lind, og selvom den på ingen måde minder om konsistensen på andre hummusser, vi har fået, så kunne vi faktisk ret godt lide den.

Det var desværre nok også det eneste rigtig positive i denne test – det bliver næppe en hummus, vi kommer til at købe igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *