Bake My Day (København)

Hos Bake My Day bliver der ikke sparet på noget, så det fine, lille kagebageri er det helt rigtige sted at gå hen, når kagen skal være noget ud over det sædvanlige!

Veganer.nu-bake-my-day

 

Når man ser Bake My Day udefra, kan det være svært at forestille sig, hvad de formår at lave af kagelækkerier på et så lille sted – men miraklernes tid er ikke ovre, og dét beviser Bake My Day i allerhøjeste grad!

Veganer.nu-bake-my-dayEt par trappetrin under det hyggelige lille butikslokale, hvorfra kagerne sælges, er der nemlig gang i den helt store produktion af kager af alle typer, i alle former og i alle smage; her er virkelig noget for alle, og i det daglige kan man som veganer vælge mellem en gavmild håndfuld dekadente cupcakes foruden donuts og cookies, hvis man da ikke går all in og bestiller en specialfremstillet kage, for dét er Bake My Day nemlig også leveringsdygtige i….og det er altså uanset, om det skal være en fjollet enhjørningkage, en romantisk bryllupskage i adskillige etager eller en hyggelig børnekage i et ønsket tema. Ingen udfordring er for stor her!

Vi har været så heldige både at få en børnekage og smage adskillige af Bake My Days andre veganske lækkerier, og hånden på hjertet er det svært at udvælge deciderede favoritter blandt så meget godt.

Veganer.ny-bake-my-dayMen lad os da starte med kagen, som var startskuddet til, at vi opdagede Bake My Day.

Kagen fik vi til fejringen af vores lille søn; vi havde bestilt “en drengekage med natur og frie dyr” og havde ellers givet kagejonglørerne hos Bake My Day frie hænder – og det var vist en rigtig god ide, for resultatet var intet ringere end fremragende; det var i særdeleshed en vaskeægte drengekage, og ovenpå den stod de sødeste rescuedyr – lige i vores ånd! Indeni var der luftig chokoladekage og lag med henholdsvis Oreo og hindbær – superlækkert, og virkelig en kage, der kunne imponere gæsterne.

Apropos luftig chokoladekage, så er Bake My Days forskellige chokoladecupcake-varianter altså et must at prøve!

Veganer.nu-bake-my-dayVi har indtil videre haft tænderne i en rigtig henrivende håndfuld cupcakes. Eksempelvis Oreo-cupcaken med netop luftig og alligevel fugtig chokoladekage og fræk Oreocreme på toppen, der er lige præcis så fræk, som kun Oreo kan gøre den.
Eller hvad med en topping af kraftig chokoladesmørcreme garneret med lækker, høvlet chokolade? Triple Chocolate cupcaken er den perfekte chokoladebombe for chokoladeelskere, der ønsker sig chokolade for alle pengene!
Ellers kan man jo altid bløde chokoladesmagen op med Bake My Days Chocolate Rasberry cupcake, som byder på et både smukt og florlet, let syrligt hindbærskum, der passer eminent godt til chokoladekagen – tung og frisk på én og samme gang.

Veganer.nu-bake-my-dayMen paletten af lækre cupcakes rummer også andre godter – ikke mindst Bake My Days syndige, perfekt bløde Vanilla Blueberry cupcake med en fed creme på toppen og et hjerte af let syrligt blåbær, som bare smager af mer’.
Det gør i øvrigt især Vanilla Coconut med lemonfrosting og ristede kokosflager med lækkert kokosfyld i midten, der går umanerligt godt sammen med lemonfrostingen – men også Cookie Monster cupcaken er så absolut værd at fremhæve med sit tunge midtpunkt af cookie dough og en mild chokofrosting på toppen. Helt generelt går det igen i alle Bake My Days cupcakes, at de ikke er fedtede med lækkerierne ovenpå – der er rigeligt af creme til, at kagedelen aldrig får lov at stå alene. Vi er vilde med denne overflod af “smørelse”!

Veganer.nu-bake-my-dayMulighederne er mange – men måske appetitten ikke slår til, når de himmelske godbidder står i kø for at blive smagt. Heldigvis har Bake My Day en kær løsning på dét luksusproblem; adskillige af deres cupcakes laves nemlig i en mini-version, så man lettere kan komme hele vejen rundt i det søde cupcake-univers. Perfekt til en kop latte på havremælk, som i øvrigt er den eneste type mælk, Bake My Day tilbyder.

Af mere traditionelle kagetyper byder Bake My Day naturligvis også på cookies, hvadenten man er til smag i retning af brownie, chocolate chip eller peanuts, og disse cookies er lige præcis, som de skal være; på én gang bløde, sprøde og seje, uhm!

Veganer.nu-bake-my-dayOg hvis man er til uhm, sådan rigtig UUUUHM!!! – så skal det altså et rungende must at prøve minimum én af Bake My Days fantastiske donuts, for sådan nogle har de nemlig også, både med og uden cremet fyld. Vi besindede os dog og holdt os til de ikke-fyldte af sin slags, som på dagen for vores besøg omfattede 3 flabede versioner med henholdsvis macha, chokolade og vores absolutte favorit; karamel. Mens smagen af macha er en smule anonym, er chokoladen kraftig og gavmildt strøet med ekstra chokoladestykker, og karamellen…åh, karamellen – den er noget helt for sig selv – aldrig er en donut blevet SÅ forførende svøbt; vi taler om en nærmest afhængighedsskabende karamelfrosting, der bare sidder lige i skabet, så nu er du advaret!

Bake My Day er ikke en fuldt ud vegansk konditor, men ejeren oplyser at ca. 70% af deres udvalg er vegansk, hvilket skyldes en kombination af ønsket om at kunne nå ud til så mange som muligt (og snige det veganske ind ad bagvejen) og en professionel perfektionisme, der stadig gør det svært at få ramt plet med eksempelvis macarons. Vi fornemmer dog en klar ambition og lyst i den rigtige retning, så vi følger med glæde Bake My Day og deres fremtidige bestræbelser på at lave endnu mere lækker, vegansk kage!

—-

Hvor? Amager Boulevard 126, 2300 København S

Hvor meget? Store cupcakes 32 kr., små cupcakes 15 kr., donuts 25 kr., cookies 20 kr.

Veganer.nu-bake-my-day

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *