Friends & Brgrs (København)

Det er svært at få armene ned, når endnu et ikke-vegansk burgersted lancerer en vegansk burger på deres ellers så kødfulde menu; og når dette burgersted tilmed ligger lige midt i centrum af København på travle Vimmelskaftet – ja, Strøget – hvor der ellers ingen veganske muligheder er overhovedet, så er det faktisk helt umuligt at få de arme ned igen!

Veganer.nu-Friends-Brgrs-vegansk-burger

Den finske burgerkæde Friends & Brgrs byder velkommen i deres luftige, funktionelt og enkelt indrettede restaurant på 1. sal med fin udsigt over Strøgets travle handlende. Mens rummet måske ikke hører til blandt verdens mest hyggelige, bringes ens tanker dog heller ikke direkte hen på fastfood, når man entrerer – heller ikke, når maden serveres, for i modsætning til mange andre fastfood-steder, får man sin burger på en rigtig tallerken; ret charmerende, faktisk.

Faktisk har Friends & Brgrs haft deres veganske burger på menuen i et stykke tid – så vi må formode, at den er blevet vel modtaget, siden den ikke er røget af kortet igen 🙂 De omtaler den da også selv i modige vendinger på menukortet; “So good even meat eaters order it!”- sådan!

Og ærligt talt; Friends & Brgrs har absolut fat i noget med deres burger; de har grund til at være modige! Trods forholdsvist få tilvalgmuligheder endte vi op med to burgere, der ikke kun var velfyldte, men også særdeles velsmagende. I udgangspunktet kommer den veganske burger med en hjemmelavet og godt grønsagsfyldt bøf, rucola, tomat, karamelliserede løg og – trommehvirvel – hjemmelavet vegansk aioli! Omkring sidstnævnte kan vi godt allerede nu afsløre, at den hører til blandt de bedste veganske af sin slags, som pt. udbydes på steder med veganske burgere. Med masser af hvidløg, dejligt smooth konsistens og en smag, der i øvrigt bare sidder i skabet, var det kærlighed ved første bid!

Vi havde desuden tilvalgt syrnede rødløg, pico de gallo (en spicy, grov salsa af rødløg, tomater, krydderurter og jalapenos) og en fræk og sød-stærk chili-tomatmarmelade for at give det hele et ekstra pift, og det var bestemt ikke dårlige valg, selvom burgeren reelt godt kunne stå distancen uden dét ekstra. Men altså, med disse tilvalg endte vi unægtelig op med en virkelig lækker burger, der havde en god balance mellem det tunge, det stærke, det syrlige og det sødlige, og som takket være den ekstraordinært bløde, nærmest brioche-agtige (og måske lidt for “lette”) burgerbolle lå rigtig godt i hånden – lige præcis som en god håndburger skal være! De til menuen tilhørende triple cooked fries var også rigtig gode, men vores forventninger til dem var på grund af ordet “triple” måske skruet en kende for højt op, for de virkede ikke anderledes eller mere sprøde end gennemsnittet. Det glemte vi dog hurtigt alt om, når vi dippede dem i vores nye yndlingsdip, aiolien, der i allerhøjeste grad giver Friends and Brgrs en ekstra stjerne i forhold til deres dip-manglende konkurrenter.

Veganer.nu-Friends-Brgrs-vegansk-burger

Kort sagt er det ikke kun Friends & Brgrs supercentrale placering, der lokker – burgerkæden har rigtig godt styr på deres burgerhåndværk og efterlod to burgerentusiaster både mætte og tilfredse.

Hvor? Vimmelskaftet 47, 1161 København K

Hvor meget? 99 kr. for en menu med burger, fries og sodavand med gratis refill – aioli 10 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *