Green Love (København)

Sympatiske Green Love byder på sund og (k)ærlig mad med fokus på økologi og biodynamik i en venskabelig atmosfære på Frederiksberg – og er på deres helt egen måde noget ud over det sædvanlige.

Veganer.nu-Green-Love

Det var et brystkræftforløb, der var katalysatoren for Irenes åbning Green Love – efter sygdomsforløbet fik hun nemlig øjnene op for den veganske levevis og de helbredsmæssige fordele hun fik af den, og mange år og en foodtruck senere tog hun så skridtet og åbnede det lille multihus, som hun kalder Green Love. Formålet er klart: at få udbredt veganismen til så mange som muligt – af hensyn til både helbred, miljø og dyr.

Veganer.nu-green-loveMultiHUS er måske så meget sagt; det lille spisested breder sig over to rum med hhv. køkken og spiseafdeling, men visionerne er store nok til at være i et hus, og derfor kan man andet end blot spise hos Green Love. Her afholdes nemlig debataftener, foredrag, fællesspisninger og madlavningskurser, altsammen med et plantebaseret fortegn udsprunget af Irenes passion for den veganske levevis, der dramatisk har forbedret hendes helbred.

Dagen for vores besøg, en iskold december-søndag, herskede en velsignet ro hos Green Love inden aftenrushets indtog, og det gav os mulighed for både at smage godt og længe på maden og betragte personalets hyggelige og ustressede interaktion med de øvrige kunder – charmerende.

Veganer.nu-Green-Love

Vi lagde ud med en grov, mildt smagende svampesuppe med stegte shitake-svampe og persille på toppen, der gav dejlig varme i kroppen. Den skilte sig markant ud fra den sædvanlige svampesuppe ved ikke at indeholde fløde, og da først vi havde vænnet os til dét, var den gavmilde portion suppe akkompagneret af to typer friskt brød, hvoraf det ene var glutenfrit, en ren nydelse.

Videre på menuen skulle også Green Loves salat og rugbrødssandwich smages. Begge dele var til den grove side med samme basisingredienser som udgangspunkt; sprøde sager som glaskål, rødkål, ræddiker, gulerødder, miniromaine og blommetomater foruden et par skønne, sprøde linsedeller og for sandwichens vedkommende en dejlig persillepesto og syltede agurker, mens salaten blev peppet op af en herlig tamaridressing med blandt andet ingefær og tahin – en rigtig fremragende kombination.

Veganer.nu-Green-LoveSalaten gik i øvrigt igen, da turen kom til Green Loves lasagne, som i parentes bemærket er glutenfri. Mild, velbagt og stopfyldt med grønsager var den, og mens den smagsmæssigt lå til den lidt ferske side, fik den et friskt spark af salaten som nabo.

Lasagnen hører til Green Loves aftenkort, som har en finurlig lille krølle – aftenportionerne er ikke kæmpestore, men til gengæld kan man uden beregning få genopfyldning, hvis man er mere sulten. På den måde sikrer Green Love sig mod madspild, samtidig med at kunderne går mætte hjem – ren win-win!

Denne både økonomiske og miljøbevidste tilgang gennemsyrer i øvrigt hele Green Loves væren, idet man som det mest naturlige ikke køber nyt – fx møblement – men derimod benytter sig af brugte sager i indretingen.

Veganer.nu-Green-LoveTrods de ret gavmilde portioner var der dog plads til lidt sødt også, og vi besluttede os for at stikke gaflerne i en “all-round dessertmenu”, der lod os prøve 3 af menukortets 4 desserter. Således blev først Green Loves tarte tartin med kanelcreme prøvet; en nærmest julet sag med karamelbagte æbler på en bund af sprød butterdej og med en rundhåndet portion kanelcreme på siden – på én gang let bitter og sød og velsvøbt i den nærmest flødeskumsagtige creme. Videre kom vi til en lidt ordinær, men dejligt smagende abrikoskugle med appelsin, kakao og masser af kokos, der ikke gav nogen vilde overraskelser, men bestemt heller ikke skuffede. Det gjorde i øvrigt heller ikke husets dejligt friske æblekage med ristede havregryn, flødeskum og dehydrerede mandler, som nok var dessert-favoritten denne aften.

På drikkevarefronten nød vi et par biodynamiske Voelkel-juicer foruden en spændende varm drik med navnet Brain Blend, der med lækre krydderier som gurkemeje, ingefær, sort peber og kanel var flydende velvære i højeste potens. Et spændende nyt bekendtskab!

Veganer.nu-Green-LoveGreen Love er en anden måde at gå ud og spise på.

Hvor man normalvis forventer eftertryk på smag og fedme i maden, fordi de fleste spisteder bruger masser af fedtstof, salt og sukker i deres retter, byder Green Love på en helt anden oplevelse, der går videre end blot en umiddelbar tilfredsstillelse af smagsløgene. Her er fokus på de rene råvarer (allerhelst biodynamiske, men som minimum økologiske – det økologiske guldmærke er lige om hjørnet) af ordentlig kvalitet foruden et minimalt brug af halvfabrikata, fedtstof, salt og sukker hvortil alt med ekstremt få undtagelser er hjemmelavet. Man får faktisk virkelig sund mad hos Green Love!

Eller sagt på en anden måde: hvad man ikke får i (syndige) wow-smagsoplevelser, får man i det kærligste sundhedskram til maven, og vi gik fra det lille spisested på Frederiksberg med følelsen af, at vi havde været hjemme og spise hos nogen, der ville os det rigtig godt.

Hvor? Godthåbsvej 142, 2000 Frederiksberg C

Hvor meget? Lille suppe med brød 55 kr. (+15 kr. for glutenfrit brød), salat 79 kr., sandwich 69 kr., lasagne 109 kr., all-round dessertmenu 89 kr. og Brain Blend 45 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *