Madenitaly (København)

Ingen over – ingen ved siden af; hos hyggelige Madenitaly får du autentisk og knaldlækker italiensk mad, når det er absolut allerbedst!

veganer.nu-madenitaly

Med sympatiske Eva De Masi bag roret har veganske Madenitaly fået vokseværk og er flyttet fra en container på Papirøen til Holbergsgade i den inderste midte af København, blot et pizzakast fra Nyhavn. Sammen med Eva I køkkenet står kokken Elisa, pizzabager Kenny og køkkenhjælper Ilaria. Indretningen er rustik og hyggelig og lokker de besøgende til at blive hængende over maden – hvis de da ikke bare skal have en hurtig slice med på farten.

Under vores besøg hos Madenitaly fik vi såmænd også pizza, men vi fik også så meget andet. For selvom Madenitaly brander sig med undernavnet “La pizza”, byder de på meget mere end dét. Og pizzaerne er ikke bare pizzaer; de er helt særlige og i øvrigt firkantede!

veganer.nu-madenitalyNuvel, lad os starte ved begyndelsen. Mon vi er de eneste, der har savnet tidligere tider som ikke-veganere, hvor man kunne sidde med et glas liflig vin og nappe små snackbidder fra en velassorteret tallerkenfuld lækre oste, mens man kiggede sin udkårne dybt i øjnene? Det er nu takket være Madenitaly igen muligt! Selvfølgelig sørger de for lækker, vegansk vin – vi prøvede den perlende friske Ciù Ciù – og med deres fine ostetallerken fyldt med intet ringere end 7 forskellige cashewbaserede, fermenterede og vellagrede oste er scenen sat til hygge på fuld blus; man kommer på en lækker oste-rundrejse, skulle vi hilse og sige.
Først er der de 5 italienske oste, der på én gang er både bløde og faste, og de varierer mellem en kraftigt smagende kul-ost, en mildere, let parfumeret morgenfrue-ost, en mild og rundt smagende cartamo-ost, en urteforkælet Zahatar-ost og en skarp og stærk chili-ost. Dernæst er der de 2 franske oste, nemlig en megalækker cremet skalotteløg/purløgs-smøreost og en fløjlsblød og meget autentisk, omend meget mild, camembert – og vi bilder os ind, at flere af disse oste er langt bedre end deres animalske modparter; så er det sagt.

veganer.nu-madenitaly

Med begejstringsniveauet således sat på sit højeste, var forventningerne til de følgende retter tårnhøje, men det havde Madenitalys kreative madteam nu ingen problemer med at leve op til.  Der er ingen tvivl om, at en stor passion hos Madenitaly er pizzaer, og det kan både ses og smages. Der er adskillige fantasifulde kombinationer at vælge imellem, og bunden er en hel historie for sig. Her får man nemlig ikke den almindelige, tynde, pizzabund, men derimod en bund efter romersk opskrift. Pizzabundene er nok et par centimeter høje, men indeni er de super luftige og nedenunder har de en tynd, sprød og knasende skorpe. En romersk bund er ekstrem luftig og ud over at smage lækkert kan den samtidig bære alle de toppings som de opfindsomme kokke finder på at pryde pizzaerne med.

veganer.nu-madenitalyValget af pizza faldt på den, som startede Madenitalys veganske eventyr – deres første veganske pizza – og som både var lækker og tilfredsstillende. En grov og mild mandelcreme, bagt zucchini og friske cherrytomater gjorde hinanden godt og klædeligt selskab – men overraskelsen kom dog ved pizzaen med blomkålscreme og knoldselleri, som med sit ydmyge ydre nærmest gemte sig bag alle de farverige pizzaer i montren. Den helt smooth blomkålscreme var særdeles velsmagende og umanerligt godt sat sammen med de let sprøde skiver af knoldselleri på toppen, og i selskab med nogle dryp god trøffelolie udgjorde ingredienserne en harmonisk helhed, som meget hurtigt blev udråbt til at være yndlingspizza. MUMS!

veganer.nu-madenitalyVidere på vores smagsfærd skulle vi, og det blev med en variation over seitan, som også er en af passionerne hos Madenitaly, hvis køkken med stor tydelighed nyder at lege, udvikle og eksperimentere. Således fik vi en tallerken, der gav mulighed for at prøve nogle forskellige seitan-konsistenser af. En spændende og sjov idé, som dog kulinarisk lå lidt ved siden af de øvrige retter, vi smagte på vores herlige besøg i den lille restaurant. Trioen bestod af to kødboller i tomatsauce, tre stykker stegt seitan med grønsager og tre stykker dybtstegt seitan med mayo. Kødbollerne havde en god og ret kompleks smag og var ret kompakte og let smuldrende på samme tid – og var dermed ikke seitan-typiske, mens den meget kraftigt og lidt skarptsmagende stegte seitan med grønsager havde et mere kendt seitan-bid. Vores favorit var dog de sprøde dybstegte seitanstykker med den milde mayo til – syndigt uden at det egentlig føltes sådan.
veganer.nu-madenitalyVi savnede dog Madenitalys lækre, sprødpanerede seitansteak med stegte kartofler. Den var blevet fjernet fra menukortet siden vores sidste besøg, og selvom retten måske ikke helt rimede på det italienske køkken, var det en overordentlig tilfredsstillende og bombastisk oplevelse, så håbet herfra er at en tilsvarende ret en dag kommer på menuen.

Tilbage på den italienske kurs kom vi med den næste ret: ravioli! Endnu en savnet italiensk ven, man som veganer ellers skal kigge langt efter. Ikke mindst i den fuldstændig friske, hjemmelavede version! For sådan er det nemlig hos Maidenitaly; alt – på nær de lækre oste – er hjemmelavet. Og det kan smages! Raviolien, som må siges at være noget nær det perfekte bud på en italiensk vinterret, var bare laber, for at sige det kort. Den var stopfyldt med en dunkel og fed græskarcreme, vendt med en flabet grov palmekålspesto og gavmildt drysset med flager af cartamo-ost – elementer, der samlede sig til en komplet og helstøbt smagsoplevelse, som samtidig demonstrerede Madenitalys fantastiske greb på råvarerne. Megalækkert!

veganer.nu-madenitalyMan kunne måske fristes til at tro, at gassen efterhånden måtte være gået af lækkerheds-ballonen, men dét var på ingen måde tilfældet denne helt almindelige tidlige onsdag eftermiddag, hvor restauranten i øvrigt var stuvende fuld af gæster – ikke mindst adskillige italienere, som med deres blotte tilstedeværelse gav en vis indikation af Madenitalys autencitet. Chef Evas personlige favorit – husets hjemmelavede tagliatelle – måtte naturligvis prøves, og vi var glade for, at vi lyttede til hendes anbefalinger, for igen blev vi ført lige direkte til Italien med de fine og helt enkle ingredienser, der på en stilfærdig og smagsløgsprovokerende måde bare passede sammen; perfekt al dente tagliatelle vendt med en god olie, bidder af de ekstra smagsfulde importerede artiskokker fra Sardinien og kapers og gavmildt drysset med chili-ost – intet ringere end en skønt balanceret sag, der med pastaens perfekte konsistens kombineret med de dybe smagsnoter gjorde, at retten røg ned hurtigere end du kan nå at sige “Delizioso”!

veganer.nu-kartoffelflanNoget lidt alternativt skulle også prøves, så vi slog vejen forbi en udsøgt kartoffelflan med perfekt møre skiver af kartoffel i lag med svampe og akkompagneret af flager af lækker, kikærtebaseret parmesan og en tung broccolicreme – holy moly, der var smag for alle pengene!

veganer.nu-madenitalyDet var der også i husets sicilianske scacciata – et særdeles smækkert fyldt madbrød med oliven, grønkål og tomat, der endnu engang rev os direkte til de italienske himmelstrøg; det mindede både om et brød, om lasagne og om indbagt pizza, men var ganske sit eget og var på én og samme gang sprødt, blødt og fuld af smag. Endnu en ret, der kunne få smagsbarometeret op og ringe og en fremragende afslutning på det salte køkken for denne gang.

veganer.nu-madenitalyVi kunne dog ikke sige farvel til Madenitaly, før vi havde prøvet deres tiramisù – en af vores ene udsendtes absolutte yndlingsdesserter fra før veganertiden. Her kan vi godt afsløre, at det var svært ikke at få en enkelt tåre i øjenkrogen, for den smagte lige præcis, som en tiramisù skal – og i virkeligheden var den nok endda bedre, end vi husker den italienske klassiker! Den bløde, milde og fede creme (baseret på fermenteret soyaost) svøbte de hjemmebagte, espresso-forkælede ladyfingers i en sådan grad, at de eneste ord, der kunne undslippe vores ivrigt gumlende muler var “Bravissimo” – hvilken lækkerbisken! 

Madenitalys mundvandsfremkaldende menukort skifter jævnligt og gerne med sæsonen, så vi har masser af skønne smagsoplevelser til gode, hvilket vi ser frem til med glæde. Den lille restaurant lægger en tydelig og meget charmerende stolthed i sit håndværk, som de virkelig har styr på, således at de lækre – primært økologiske – råvarer får lov til at stråle smukt igennem i de enkelte retter. Der er tid til kunderne, også selvom der er travlt, og betjeningen er supersød og opmærksom.

Gør dig selv en tjeneste og kom afsted til Holbergsgade – Madenitaly SKAL besøges!

 

Hvor? Holbergsgade 22, 1057 København

Hvor meget? Ostetallerken 150 kr., pizzaer 55-80 kr., seitan trio 100 kr., ravioli 140 kr., tagliatelle 125 kr., kartoffelflan 100 kr., tiramisù 55 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *