Pico Pizza (København)

Der er godt nyt for alle ubeslutsomme pizzaelskere; hippe Pico Pizza byder nemlig på minipizzaer i feinsmecker-format i dejlige lokaler lige midt på Nørrebro!

Veganer.nu-pico-pizza

På den rolige nørrebroske Skyttegade ligger Pico Pizza i indbydende indrettede lokaler med mulighed for at kigge med i ens pizzaers tilblivelse, hvis man da ikke bare vil sidde og nyde den hyggelige stemning med et koldt glas vin eller en cocktail fra hanen bragt direkte fra lokale samarbejdspartnere, som nærmest ligger lige om hjørnet fra den trendy restaurant.

Folkene bag Pico Pizza har fået en rigtig god idé, som i hvert tilfælde jeres madglade udsendte fra Veganer.nu er svært besnærede af; hvorfor lave én stor pizza med én slags fyld, når man kan lave tre mindre med forskelligt fyld?! Ideen er reelt lige så meget til højrebenet som den er genial, for hvem har ikke irriteret sig over at skulle vælge kun én pizza fra menuen, når nu der var adskillige, der lød lækre? 

Med Pico Pizzas kvikke koncept slipper man således for den slags kulinariske ærgrelser, når man skal ud og have pizza, og det er både snedigt tænkt og super charmerende.

Veganer.nu-pico-pizza

Er man så oveni at være ubeslutsom samtidig også én af dem, der plejer at kassere pizzaskorpen, fordi det jo er fyldet, der er det mest spændende og man desuden er alt for mæt til at kunne spise dén også, kan det måske opfattes problematisk, at man jo med 3 pizzaer får mere skorpe for pengene – men frygt ikke!

Pizzabundene – og ligeledes skorperne – er seriøst lækre og har lige præcis både den sprødhed, blødhed og en lille smule brændthed, der skal til. Vi vil faktisk gå så langt som at sige, at det ligefrem er en fordel, at der er så meget skorpe, for Pico Pizzas økologiske surdejsbunde og de glutenfri pendanter leveret af Feelgood Bakery er intet mindre end fortræffelige!

Det er fyldet heldigvis også, og det kan smages, at man har tænkt nøje over sammensætningerne, da man designede de enkelte pizzaer. Menukortet er ikke vegansk, men det er tydeligt mærket, hvilke pizzaer der kan laves veganske, og i skrivende stund er der 4 foruden muligheden for at lade den rutinerede pizzabager freestyle en pizza. Vi benyttede os af alle husets veganske muligheder, og det endte op med henholdsvis et pizzabræt med 3 pizzaer, ét med 2 og en salat, en enkelt freestyle-pizza og afslutningsvis lækker is.

Veganer.nu-pico-pizzaMen lade os tage lækkerierne fra en ende af; vi startede med klassikeren Margherita, der ellers er mange veganeres smertebarn efter i årevis at have været henvist til den eller en Vegetariana uden ost fra det traditionelle pizzaria-menukort. Så snart vi satte tænderne i Pico Pizzas bud på den italienske enfant terrible, forsvandt alle reservationer – i al sin enkelthed havde de enkelte ingredienser en skøn balance, hvor den let syrlige tomatsauce og de kraftige semidried tomater fik blidt modspil af husets hjemmelavede cashewcreme. Aldrig mere skal vi se skævt til Margheritaen!

Veganer.nu-pico-pizzaCashewcremen går igen i flere af de veganske pizzaer, og hurra for det, for den er umanerligt lækker og egner sig fortrinligt til opgaven som pizza-svøber.

Vi skulle naturligvis også smage husets Hawaii-pizza og selvom den ved første øjekast virkede lidt nærig på mængden af ananas, var dette på ingen måde tilfældet, da den var både frisk og smagsfuld. Den delikate og tynde skive frisk ananas, tomatsaucen og de friske urter tog os smagsmæssigt straks tilbage til tidligere tiders Hawaii-eskapader – lækkert!

Veganer.nu-pico-pizzaMush the Room, Pico Pizzas smukke svampepizza med sauterede svampe, strimler af gul gulerod, chiliflager, trøffelolie og butternut squash puré var god, men de ellers så lækre svampe blev overdøvet af den noget ferske smag af gulerod og puré – trøffelolien hjalp dog til, at smagen ikke helt tippede over på den ferske side, men slutresultatet endte lidt tamt. Havde cashewcremen ved et uheld landet på denne pizza, ville smagsoplevelsen ganske givet have været en anden, men den må vi have til gode.

Veganer.nu-pico-pizzaMed smagsløgene dirrende klar til at få mere smæk for skillingen, kastede vi os herefter over dagens absolutte overraskelse; Kimchi-pizzaen!

Alene dét at putte kimchi på en pizza er en nærmest uforskammet tænken-ud-af-pizzaboksen, og lad os blot løfte sløret for, at kimchi i denne kontekst og sammen med henholdsvis karamelliseret knoldselleri og cashewcreme smager umådeligt lækkert! Det var ved første øjekast nogle usandsynlige spillere på pizzabanen, men hold nu op, hvor de bare fungerede godt sammen!

veganer.nu-pico-pizzaPizzagøglerens kreativitet stoppede dog ikke her, for vi skulle selvfølgelig også lige smage, hvad han kunne byde på, når han fik lov til at give den gas med en freestyle-pizza, og det skulle vi ikke fortryde.

Igen blev vi præsenteret for et eventyrligt makkerpar, denne gang i form af sauterede svampe, syltet gulerod og radise, cashewcreme, frisk koriander og chilimayo. Lyder det som en spøjs blanding? Muligvis – men det var altså en rigtig lækker godte, der absolut fortjener sin egen plads på menukortet, hvis du spørger os.

Veganer.nu-pico-pizzaPizzaerne blev ledsaget af Pico Pizzas sæsonsalat på en bund af skøn artiskokcreme med grønkål, gulerødder, bagte rødbeder, sprøde græskarkerner og en klassisk vinaigrette – frisk, grov og skæppeskøn.

Gennemgående for alle pizzaer er, at de føles overraskende sunde uden af den grund på nogen måde at være kedelige – men man går ikke derfra med den “fedtede” følelse, man ellers ofte kan få, når man har guffet pizza. Specielt cashewcremen er med til at give pizzaerne fedme, men uden at det på nogen måde bliver for meget.

Havde det ikke lige været for afslutningen med to fuldfede is fra Nicecream, havde vi formentlig følt os helt kalorielette, da vi forlod Pico Pizza! Bægrene så ikke ud af meget – 125 ml var de på hver især – men de var så fyldige, at mængden bestemt var rigelig til os. Jordbærisen var tung på jordbær og med små, sprøde overraskelser af hvid chokolade, mens den bastante chokoladeis svøbte sig tungt i munden. Et perfekt punktum!

Veganer.nu-pico-pizzaPico Pizza har endnu ikke det økologiske spisemærke, men arbejder sig bevidst hen imod det og bruger således i vid udstrækning økologiske råvarer.

Maden er lavet med en tydelig kærlighed til kvaliteten af både håndværk og råvarer, og det kan både ses og smages på trods af en rimelig prissætning – og dét er bestemt en genvisit værd for Veganer.nus vedkommende!

 

 

Hvor? Skyttegade 3, 2200 København N

Hvor meget? 3 minipizzaer 100 kr., 2 minipizzaer og sæsonsalat 100 kr., 1 minipizza 45 kr., 1 minipizza og en børnesnackbox med frugt og grønt 55 kr., is 39 kr.

Veganer.nu-pico-pizza

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *