Plads’n (København)

Plads’n fortjener en stor plads på det veganske spisekort – her får du nærværende betjening, knaldlaber pizza og skøn Nørrebrostemning for alle pengene!

Veganer.nu-Plads'n

Det var med sorg i hjertet, at vi i sin tid modtog nyheden om, at Café N var en saga blot. Den lille Nørrebro-café har fulgt os mens vi var både vegetarer og siden blev veganere, og den var for mange det oplagte go-to-sted, når et godt, vegansk måltid til rimelige penge i hyggelige omgivelser skulle fortæres. Heldigvis var lukningen blot en del af den tidligere ejers rejse henimod mere lækker vegansk mad, der i øvrigt ligger blot et stenkast fra den gamle adresse og altså stadig på Blågårdsgade.

Veganer.nu-plads'nOg modigt er det; blandt Nørrebros ikke spor spæde udvalg af (blandt andet) pizzariaer har han med ønsket om at glæde folk med sit arbejde nemlig valgt at åbne en vaskeægte pizzarestaurant, der mildest talt ligger langt fra menuen på Cafe N. Lad os afsløre med det samme: dét gør absolut ingenting, og det er intet ringere end fantastiske pizzaer, han langer over disken på Plads’n!

For hos Plads’n er fokus nemlig på høj kvalitet af råvarer, og det kan virkelig smages. Pizzaerne her er milevidt fra de sædvanlige pseudo-pizzaer man kan få på de københavnske pizzariaer, hvor man er “heldig”, hvis der er en Vegetariana med dåsemajs, glaspebre, frostbroccoli og triste oliven på menuen.

Veganer.nu-plads'nNej, hos Plads’n er der tydeligvis tænkt godt og grundigt over sammensætningerne, og resultatet er fremragende og helt sit eget!

På dagen for vores besøg – en regnfuld og iskold søndag – var Plads’n om end ikke stopfyldt, men godt besøgt efter at rushet fra søndags-folkepizza med alt du kan spise til 99 kr. var tømt ud. I de lyse lokaler med højt til loftet og lækker, søndagsdoven stemning, som blev skønt understøttet af de blide jazztoner fra højttalerne, lod vi os forkæle med pizzajonglørens kreationer startende med en kartoffelpizza, der trods brug af sød kartoffel vakte glæde hos Veganer.nus udsendte, hvoraf den ene af os ellers har det lidt stramt med netop denne rod. Hele tre typer kartoffel fandt sin plads på pizzaen – sød kartoffel, hvid kartoffel og blå kartoffel – og var gavmildt strøet med rosmarin, babysalat og spæde spirer foruden klædelige kornblomster som prikken over i’et til den visuelle fornøjelse. Sammen med den milde, hjemmelavede tomatsauce, vegansk ost og en virkelig lækker tynd og sprød og let grov bund, som i øvrigt går igen i alle Plads’ns pizzaer, landede vi på en rigtig dejlig og mildt smagende pizza, der tilmed var temmelig smuk og blev overraskende flot afrundet af de søde kartofler især.

Plads’n har en rigtig pæn håndfuld opfindsomme pizzakombinationer at vælge imellem – hvis man da ikke lader pizzabagerens kreativitet få frit spil på en freestylepizza – og det kan ærligt talt være svært at vælge imellem de lækre sammensætninger.

Veganer.nu-plads'nVores absolutte begejstring blev dog helt umulig at holde tilbage, da Plads’ns bud på en laber svampepizza kom ind på bordet. Svampen, som dette mesterstykke kaldes, bestod i al sin enkelhed af gavmilde stykker af portobellosvampe, tynde strimler knoldselleri og et godt skud trøffelolie og dertil en pæn håndfuld spæde salatblade og lidt gul kornblomst. Måden, hvorpå de tre hovedingredienser – svampe, selleri og trøffel – spillede sammen, var grænsende til det perfekte! Her var virkelig tale om en pizza, hvor alting gik op i en højere aromatisk helhed – mums med mums ovenpå!

Veganer.nu-plads'nVi havde ingenlunde brug for det på vores på én gang delikate og rustikke pizzaer, men hvis man vil pifte sin pizza op, har Plads’n flasker med blandt andet chili- og hvidløgsolie – en lækker lille detalje, synes vi. Lækkert er det også, at Plads’n har eksperimenteret i pizzakøkkenet, således at alle pizzaer nu også kan fås glutenfri, hvis man har dét behov – her er virkelig tænkt på alle!

Veganer.nu-plads'nPlads’ns menukort rummer mere end lækre pizzaer, og således er både lidt forskellige snacks, suppe, salat, pasta, desserter, sandwich og kække drinks også på den lille menu. Vi måtte naturligvis også smage husets velfyldte avocadosandwich med moden avocado, kraftig pesto, cherrytomater, salat og spirer pakket ind i et lækkert brød, som var tilpas tyndt til, at fyldets forskellige smage og kvaliteter fik lov at stå frem. Dejlig og frisk sag, som nærmest smagte lidt henad en picnic på den nærliggende Assistens Kirkegård.

veganer.nu-plads'nVi kunne naturligvis ikke sige farvel til alle lækkerierne hos Plads’n uden at have prøvet en af desserterne. Chokomoussen, fik vi afsløret, er taget med fra Café N, og dén vidste vi allerede var møglækker, så vi prøvede i stedet husets hindbær-cheesecake, der satte et tungt og syrligt punktum for vores besøg hos Plads’n. Med en bund af dadler og rigelige mængder nødder og en top af fløjlsblød og alligevel fast frisk hindbærmousse var det lige den afslutning, dette herlige besøg hos Plads’n fortjente.

Det undrer os, at der ikke er mere hype omkring dejlige Plads’n! Ud over virkelig at lave – blandt andet, men især – udsøgte pizzaer passer stedet lækkert ind i den veganervenlige Nørrebrovibe, og det er lykkedes at bringe hedengangne Café Ns hjertevarme ydmyghed og charme videre ind i det nye koncept, som vi glæder os til at følge – og smage på igen!

—-

Hvor? Blågårdsgade 27, 2200 København N

Hvor meget? Pizza 99 kr., sandwich 79 kr., cheesecake 40 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *