Spisestuen Hos Dig og Mig (København, Dyssegård)

Den ser ikke ud af meget udefra, Spisestuen Hos Dig og Mig. En lillebitte facade og en smal indgang er, hvad man som gæst bliver mødt med – men lad dig endelig ikke narre: indendøre er der masser af plads og frem for alt hjerterum – og god mad!

Veganer.nu-spisestuen hos dig og mig

Folkene bag stedet har ønsket at skabe en kolonihavestil med genbrugsmøbler og hygge, og selvom Spisestuen Hos Dig og Mig stadig er “under construction”, er de godt på vej. Atmosfæren er varm – hvilket ikke mindst personalet bidrager til – med et finurligt drys rodet kitch, som er svært ikke et trække på smilebåndet over.

Nuvel, nu var det jo maden, der havde vores fokus den grå novemberdag for vores besøg, og mad fik vi i rigelige mængder!

Veganer.nu-spisestuen hos dig og migSpisestuen Hos Dig og Mig har et udpræget traditionelt dansk, ikke-vegansk menukort – men den ene af ejerne spiser selv udelukkende vegansk og har en drøm om også at tilbyde lækker, vegansk mad, så der er noget for alle. Således er der hver dag adskillige forskellige typer vegansk smørrebrød på menuen, ligesom der mod forudbestilling kan serveres en varm vegansk ret fra kl. 17, mens der er hele 2 retter i weekenden. Er man til kage, Bailey eller irish coffee, er der såmænd også mulighed for at få dét vegansk, så der er noget for enhver smag her.

At den ene af ejerne udelukkende selv spiser vegansk gør, at man kan have ro i mave og sjæl, hvilket ellers normalt er næsten umuligt at opnå hos spisesteder, som ikke er helt veganske. Og især steder som Spisestuen Hos Dig og Mig, som har den der gammeldags, varme, danske spise-kultursatmosfære. Aquafaba, Naturli’ Smørbar, selvpisket flødeskum af kokosmælk eller på spray – den veganskspisende ejer kender til det hele, hvilket gør, man kan slappe af og hvile i, at man ikke ved et uheld får serveret noget ikke-vegansk!

Veganer.nu-spisestuen hos dig og migVi kom så godt og grundigt rundt i Spisestuen Hos Dig og Migs veganske smørrebrødsunivers, at vi både glemte det triste vejr udenfor og tilmed kom i julestemning, når nu maden hyggeligt blev akkompagneret af blid julemusik i baggrunden! Vi lagde ud med et meget stort stykke smørrebrød med hele to lune og knasende sprøde veganske schnitzler, som var det eneste ikke-hjemmelavede pålæg af de smørrebrød vi smagte – men det gjorde såmænd ingenting, for de hjemmelavede pickles, lidt krads peberrod og kapers på den tykke skive hjemmebagte rugbrød gik utroligt godt i spænd med schnitzlerne. I samme boldgade gik vi videre til en frisklavet fredsfisk af gavmildt paneret pastinak, som blev løftet lækkert af den i ikke for overvældende mængder hjemmegjorte remoulade – en rigtig vellykket sag, der rigtignok fik smagsløgene til at blafre i velbehag.

Veganer.nu-spisestuen hos dig og migMen velbehaget sluttede såmænd ikke dér, idet vores næste stop på smørrebrødsrejsen bragte os til en skøn kartoffelmad af letrøgede og fløjlsbløde kartofler i labert selskab af husets hjemmelavede mayonnaise og frække hjemmeristede løg, som vi i parentes bemærket sagtens kunne have fortæret flere af uden at fortrække en mine. Megalækker sag!

Veganer.nu-spisestuen hos dig og migDet efterfølgende stykke smørrebrød delte rent undtagelsesvis vandene hos Veganer.nus to madglade udsendte. Mens den ene af os fandt, at bønnepostejen på kidneybønner og løg smagte alt for meget af netop kidneybønner, var den anden af os begejstret for både dens lidt fede konsistens og afdæmpede, men dybe smag, som fik nydeligt, måske lige lovligt sødt modspil af den særdeles julede rødkål på toppen. Siden vores første besøg hos Spisestuen har de taget kritikken til sig og lavet helt om på postejen, så den ikke kun er velafbalanceret i smagen, men decideret lækker med kraftig smag og masser af “bas”. MUMS!Veganer.nu-spisestuen hos dig og mig

I vores videre færd forenedes vi dog igen i velsmagende enighed.

Mens den klassiske tomatmad med rigeligt af hjemmelavet mayonnaise ikke just overraskede, var vi vældig begejstrede for avokadomaden, hvis perfekt modne avocadoskiver på en bund af dejlig smooth hummus og med et skud basilikumpesto på toppen med sin friske og velafbalancerede sammensætning satte et flot punktum på dagens smørrebrødsudskejlelser.

Veganer.nu-spisestuen hos dig og migHvis avocadomaden var et punktum, så var den fine, gammeldags æblekage med æbler fra Spisestuen Dig og Migs egen have, hjemmelavet rasp og glimmerdrys på toppen det afsluttende udråbstegn for en traditionstung frokost. Mild og frisk var den, og lagde en absolut sidste bund i vores topfyldte maver.

På et besøg hos Spisestuen Hos Dig og Mig et par måneder efter vores første, blev vi igen forkælet med traditionelle danske lækkerier i veganske versioner – for nu var der kommet nye sager på menuen, og det skulle selvfølgelig prøves af…og hvilke sager!

Veganer.nu-spisestuen-hos-dig-og-migAlene tanken om en KÆMPEtartelet får nok de flestes tænder til at løbe i vand, og det er der så absolut også grund til, når man bliver præsenteret for Spisestuen Hos Dig og Migs bud på en sådan. Når de siger “kæmpe”, så mener de det altså; omkring 450 gram får du, når du bestiller sådan en krabat, der er både hjemmebagt på den lækkert sprøde måde og velspækket med klassisk fyld af bl.a. svampe og asparges og tilmed lidt friteret persille på toppen.Man kan ikke undgå at stikke i et stort smil, når sådan en stor tartelet kommet på bordet!

Veganer.nu-spisestuen-hos-dig-og-migSmilet blev dog erstattet af næsten jubelråb, da vi satte tænderne i Spisestuen Hos Dig og Migs ekstremt vellykkede pariserbøf med hele molevitten – tilmed også æggeblomme i en hjemmelavet, vegansk version. Her går det hele lissom op i en højere enhed; den letrøgede bøf, det smørstegte (og i øvrigt glutenfri og hjemmebagte) både bløde og sprøde brød og så det traditionelle “drys” bestående af rigelige mængder af løg, kapers, pickles, peberrod og syltet rødbede. Det var godt. Rigtig, rigtig godt og helt og aldeles utroligt at opleve, hvordan køkkenet har ramt lige dén smag, der får det hele til at samle sig. Der er ingen tvivl om, at det veganske æg, som må forblive Spisestuen Hos Dig og Migs hemmelighed, har taget store hovedbrud at udvikle, men det sidder simpelthen i skabet og passer perfekt til resten af pariserbøf-godterne. Blandt et temmelig rundhåndet antal yndlinge på deres menukort, er der ingen tvivl om, at dette er vores ubestridte favorit!

veganer.nu-spisestuen-hos-dig-og-mig Pariserbøffen fik dog stærk konkurrence af Spisestuen Hos Dig og Migs skønne, grønne platte – for selvfølgelig skal veganere da også have mulighed for at smage lidt af det hele, når de går ud og spiser! Platten varierer lidt fra gang til gang, men mængderne er de samme – naturligvis. Vi snød dog og fik en platte, der lå lidt mellem en enkelt- og deleplatte, som kom lækkert rundt i smørrebrødsuniverset; her var naturligvis tartelet (som synedes ekstremt lille efter vores kæmpetartelet-rendezvous!!), fredsfisk med remoulade og peberrod, velkrydrede små deller, mild rødbedebøf med bløde løg, den opgraderede og seriøst velsmagende postej, fine og ganske luftige ikke-fiskesmagende fiskefrikadeller og en meget kraftig “forloren hare” med stærkt smagende glace, som omend lækker måske var en anelse skæv i forhold til plattens øvrige meget traditionelle retter. Spisestuen Hos Dig og Mig har indgået et samarbejde med Planteslagterne omkring flere af kødindslagene på menuen, og det lader til at være lidt af et scoop – vi manglede i hvert tilfælde ikke noget på vores platte!

Afslutningen denne gang kom med en dejlig, frisk og velafbalaceret (som i: ikke for syrlig, ikke for sød) rødgrød med fløde baseret på jordbær, hindbær, blåbær og ribs – dén må høre til kategorien “Som bedstemor lavede den”, hvis hun altså brugte soyafløde dengang  😉 Endnu et dejligt punktum hos Spisestuen Hos Dig og Mig!

Veganer.nu-spisestuen hos dig og migDe er ikke fedtede hos Spisestuen Hos Dig og Mig. Smørrebrødsstørrelserne er gedigne, og man bliver let mæt to stykker, hvis da ikke et enkelt kan gøre det. Det hjemmelavede rugbrød går igen på alle smørrebrød på nær pariserbøffen, og man får nogle godt tykke skiver, som dog ikke på noget tidspunkt stjæler smagen. Køkkenet er absolut uprætentiøst og med en ubændig trang til at eksperimentere indenfor det traditionelle. De har en tydelig kærlighed for klassisk, dansk mad, og pynten er således også mere til den klassiske end den fancy side – det har en rigtig uhøjtidelig down-to-earth-charme, som vi absolut har ladet os besnære af.

Charmerende er det også, at man som udgangspunkt altid får tilbudt en hyggelig doggybag, hvis man har mad i overskud på tallerkenen – så er der lidt til frokosten næste dag eller som den vegansk-spisende ejer siger; til en trængt sjæl, man måtte møde på sin vej hjemad. Sympatisk! – og dejligt, at Spisestuen Dig og Mig aktivt arbejder for at reducere madspild.

Priserne bærer præg af, at man her har et ønske om, at folk skal have råd til at gå ud og spise, når de slår vejen forbi Søborg Hovedgade 7, og maden skal desuden være i mængder, så man rent faktisk bliver mæt af dem. Mission accomplished!

Og det er lige præcis også den følelse, man som gæst får hos Spisestuen Dig og Mig: her skal alle kunne være med, der skal være tid og plads til alle – også os veganere. Vi kommer i hvert tilfælde med sikkerhed tilbage og får fyldt vores veganermaver op med veganiseret klassisk dansk mad!

Hvor? Søborg Hovedgade 7, 2870 Dyssegård

Hvor meget? Smørrebrød 52-78 kr., varm ret 69-79 kr., deleplatte 299 kr.

Hjemmeside: www.hosdigogmig.dk

 

2 Comments

  1. Pingback: Provinsguiden - Veganer.nu

  2. Pingback: Vegansk påskefrokostbuffet - Veganer.nu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *