Stacy’s Diner (Køge)

Med gennemførte Stacy’s Diner lægger provinsbyen Køge sig i førertrøjen på det danske burgerlandkort – vi er fans!

Veganer.nu-stacys-diner

Udefra får man allerede en fornemmelse af, at de har tænkt grundigt over detaljerne hos Stacy’s Diner – foruden blandt andet en gammel amerikansk dieselstander mødes gæsterne nemlig af en vaskeægte ikonisk halv amerikansk skolebus, som er bygget ind i restauranten – men den autentiske diner har meget mere at byde på, når man kommer indendøre; klassisk sort-hvidt ternet gulv (hvilket går igen på burgertallerkenerne også), spisebåse holdt i lyseblå, stole i lyserød – i øvrigt altsammen i kunstlæder – amerikanske nummerplader og skilte på væggene og serveringspersonale med dineruniformer, Elvis og Grease i højttalerne – ja, selv toilettet er gennemført!

Veganer.nu-stacys-dinerDe gennemtænkte detaljer går igen som en rød tråd i menukortet, der er tungt smovse-amerikansk med fokus på især burgere – for dem tilbyder Stacy’s Diner, gennemførte som de er, også i to veganske varianter foruden en glutenfri falafelsalat, isdessert og milkshakes. Jep – du læste rigtigt: hos Stacy’s Diner kan du også få veganske milkshakes!

Men lad os nu starte vores amerikanske roadtrip med hovedrolleindhaverne; de to tårn af et par burgere – naturligvis med klassiske navne som Chevrolet og Buick.
Veganer.nu-stacys-dinerStacy’s Diner har formentlig været opmærksom på veganeres generelt store appetit (som i øvrigt ikke omfatter græs og bark, hvis nogen skulle være i tvivl), så udgangspunktet var charmerende to bøffer i hver burger – vi skulle ikke mangle noget her! Og det gjorde vi sandelig heller ikke, skulle vi hilse og sige; begge burgere var velfyldte med passende ingredienser som sprød salat, tomat, rødløg, og så var de lækre, i øvrigt glutenfri boller, smurt med rigelige mængder af lækker pebermayo og derudover også forkælet med en himmelsk kryddermayo – den perfekte smørelse til veganerganen og bidragende til et eksemplarisk snask-niveau!

Veganer.nu-stacys-dinerChevrolet-burgeren, hvis bøffer var lavet på kikærter, havde desuden fået et lækkert pep med både pickles og fræk agurkerelish, som gav det dejligste prik over i’et til den i forvejen velsmagende burger. På siden kom yderligere en lille frisk og fed coleslaw, så vi ikke glemte, at vi spiste amerikansk. Lækkert med et ekstra smagspift!

Har man lyst til en anden smag end falafel, som Chevrolet-bøfferne klart er tunge på, er det et must at vælge Buick-burgeren – i øvrigt vores absolutte favorit af de to. Burgerens to sprøde quinoa-bøffer var proppet til bristepunktet med grønsager og fik os nærmest til at føle, at vi var sunde mens vi stoppede os med junkfood, hvilket må siges at være lidt af en bedrift. Buick’en havde ligesom sin makker også et godt skud pickles, og dertil fik vi en vældig frisk peberfrugt-pesto, som dog mere føltes som en relish, der i øvrigt gik fremragende sammen med burgeren.

Veganer.nu-stacys-dinerSelvfølgelig fortjente burgerne selskab af fritter – og dem kan Stacy’s Diner altså også rigtig godt finde ud af at lave; her laves de godt sprøde og lækkert gyldne i modsætning til de blege, slatne pendanter man ellers ser så mange andre steder! Og som om det ikke er nok, er der hele 3 lækre veganske mayoer at vælge imellem som dips; en salatmayo, pebermayoen og den superduper kryddermayo med et bbq-twist, som også går igen i burgerne. Det står godt nok (endnu?) ikke på menuen, men de er der altså, så spørg efter dem, når du skal forkæle dine fries med dip!

Er man mere til noget i den lidt sundere ende af smovseskalaen, har Stacy’s Diner også tænkt på dét i form af en dejlig, frisk og fremfor alt velspækket falafelsalat med masser af sprøde falafler, ditto salater, kål, gulerod, rødløg og semidried tomater, som er vendt i husets bud på en vinaigrette og serveret med glutenfrit brød. Et let indslag i syndens hule – og rigtig sympatisk, at der også er tænkt på folk med disse lyster, omend det helt klart er på burgerfronten, at dineren har sin absolutte spidskompetence.

Apropos spidskompetencer, så må og skal Stacy’s Diners milkshakes afgjort fremhæves.
Veganer.nu-stacys-dinerDa vi kiggede i menukortet, tænkte vi at det nok var en fejl, der havde sneget sig ind; vi turde simpelthen ikke tro på, at der også var tænkt på at tilbyde dét vegansk, men åhjo, det kan du ligegodt tro der er! Hele tre veganske milkshakes er der – vanille, jordbær og chokolade – og Veganer.nus udsendte var ikke uden en lille tåre i øjenkrågen, da de første velgørende dråber vanillemilkshake svøbte vores smagsløg og på nul-komma-fem bragte os tilbage til en svunden tid og en smag derfra, som vi havde opgivet nogensinde at få mulighed for at smage igen. Men hos Stacy’s Diner er den der altså; den rigtige milkshakesmag lige præcis som vi husker den fra “way back when”! Så vidt vi ved, tilbyder ingen andre herhjemme klassiske veganske milkshakes, så vi kan ikke andet end bøje os i støvet i bar taknemmelighed og glæde over dem!

Skulle der på mirakuløs vis være plads til mere i maven efter indtagelse af den perfekte treenighed – en af Stacy’s Diners monsterburgere, fries og en milkshake – er det også muligt at få is med karamel- eller chokoladesauce. Der er tænkt på veganerne hele vejen rundt, og det er virkelig skønt, at man kan få sådan en fullblown amerikaner-oplevelse helt på linie med – og vi bilder os faktisk ind, at vi ligger over – det, ikke-veganere tilbydes.

Der hersker ingen tvivl om, at Stacy’s Diner er blevet vores go-to-spisested, når der skal smæskes burgere – og selvom man ikke nødvendigvis bor lige i nærheden af Køge, er dether altså køreturen værd og en totaloplevelse, man ikke bør gå glip af.

Veganer.nu-stacys-diner

—-

Hvor? Bådehavnen 1, 4600 Køge

Hvor meget? Burgers 119 kr., fries 35 kr., dips 10 kr., falafelsalat 99 kr., milkshakes 65 kr.

One Comment

  1. Pingback: Provinsguiden - Veganer.nu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *