Sunday Munday (København)

Helt veganske Sunday Munday bringer den søde del af Hong Kong til Danmark – på vegansk. Og oh, hvor er det lækkert!

Veganer.nu-sunday-munday

På Frederiksborggade lige midt mellem Nørreport, Dronning Louises Bro og Søerne i København ligger skønne Sunday Munday, der tilbyder noget så anderledes som Hong Kong-specialiteten bubble waffles. Smag lige på ordet. Det lyder sjovt, ikke? Det er også sjovt – og lækkert – at spise bubble waffles, kan vi forsikre dig om!

Veganer.nu-sunday-mundayFlere forbipasserede dropper lige ind hos Sunday Munday, for konceptet med de spøjse og velaftoppede vafler er foruden det sjove navn lidt af en kuriositet og et kærkommet alternativ til belgiske vafler med softice.

Bevares, Sunday Munday er ikke den første bubble waffle-bar herhjemme. Men de kan bryste sig af at være den første veganske bubble waffle bar i Danmark, hvor det efterhånden er blevet lidt af en bedrift at være den første indenfor noget som helst vegansk, når veganske initiativer popper op overalt i en lind strøm.

Sunday Munday er født ud af de to ejeres ønske om at tilbyde søde, veganske sager til folks cravings, og her må man nok sige, at de har ramt flot plet. For de boblede vafler, der vel bedst kan beskrives som en blanding mellem vafler og æbleskiver, fås i adskillige smovsede kombinationer, som burde tilfredsstille de flestes trang til søde lækkerier, uanset om man er til det friske og frugtagtige, fede og tunge eller noget midt i mellem.

På vores besøg fik vi mulighed for at komme godt rundt i menukortet, og efter sådan en rundtur var i hvert tilfælde vores lækkersult helt og aldeles opfyldt!

Veganer.nu-sunday-mundayVi startede dog nærmest helt fornuftigt med at smage Nori Cado-vaflen, som er Sunday Mundays eneste madvaffel i skrivende stund.

Idet konceptet jo er asiatisk, var dette naturligvis også at fornemme i vaflen, der var blevet bagt med noritang og toppet med avocado, de to så kendte Sriracha-chilisaucer og ristet sesam – men heldigvis for os var det dog uden, at noritangen gik hen og tog over og gjorde hele smagsoplevelsen til en “fisket” affære. En meget enkel og frokost-velegnet sag, der snildt kunne have haft mere af den i veganerkredse så afholdte avocado, uden at vi ville have haft indsigelser til det.

Der er dog ingen tvivl om, at det er desserter og søde sager, der især er Sunday Mundays speciale, og foruden bubble waffles fik vi henholdsvis en smoothie og en mylkshake til at skylle herlighederne ned med.

Veganer.nu-sunday-mundaySmoothien –  en Pink Passion – var mild, lækkert fed og frisk og med dejlige eksotiske noter fra blandt andet passionsfrugt. Et godt modspil til de søde velspækkede dessert-bubble waffles, vi smovsede i. Mens smoothien gav modspil til Sunday Mundays Bubble waffles, supplerede deres Cashew Choko Shake dem; den var langt fra en traditionel milkshake, men smagfuldt intens med tyngde fra blandt andet cashewnødder og rå cacao – og faktisk var den nærmest en dessert i sig selv. MUMS!

Men lad os nu dvæle lidt ved de søde bubble waffles, for det er i sandhed her, Sunday Munday har deres spidskompetence! Vi kom forbi intet ringere end 3 af slagsen, og de udmærkede sig på hver sin smovsede måde – dog på forunderlig vis uden at blive kvalme, for selvom smovsniveauet var relativt højt, oplevede vi vaflerne som langt mindre fede og slemme end vi havde frygtet.

Veganer.nu-sunday-mundayDet taler virkelig til Sunday Mundays gunst, at de formår at give en syndig oplevelse, uden at den reelt er det (særlig meget) – vi elsker det!

Således opmuntret af, at vi jo nærmest spiste sundt (høhø), startede vi med en Peanut Butter Bomb, og hvilken herlig bombe det var! Den var velsmurt med naturligvis peanutbutter og toppet med bananer, sirup, chokoladesauce og sprøde grofthakkede pecannødder – manner, en skøn nærmest klassisk kombination, der røg hurtigere ned, end du kan nå at sige Apple Cinnamon Swirl!

Veganer.nu-sunday-mundayFor lige præcis æble-herligheden var den næste bubble waffle, vi satte tænderne i. Smuk var den, med fint arrangerede, friske æbleskiver på en bund af rigeligt kanelsukker og et pift sirup og toppet af med husets hjemmelavede, grove mandelsmør, der tilsammen gav mindelser til de spanske churros…bare en tand bedre!

Efter disse to fremragende lækkersult-stillere kunne det måske være svært at finde en værdig afslutning, men når man har Hong Kong bubble waffles som Sunday Munday har, er det ingen sag.

Det eneste problem ved netop denne, nærmest ikoniske vaffel, er valgmulighederne – for når man får lov til selv at vælge både istype, toppings og ekstra-smovs, bliver det svært at beslutte sig, men det lykkedes os dog.

Den peanutbutter-smurte bubble waffle blev forkælet med nougatis, friske jordbær, grove chokoladestykker og sprødt og farverigt krymmel – et sandt overflødighedshorn af lækkerier, der gjorde det svært ikke at blive ganske euforisk i junivarmen.

Selvom Sunday Mundays beliggenhed lægger op til takeaway og hygge ved Søerne, har de et dejligt lokale, der helt og aldeles bør lægge rammerne for et besøg i bubble waffle-nydelsens tegn. Og i nydelsens tegn – det er uanset hvad hovedtemaet, når man besøger Sunday Munday!

—-

Hvor? Frederiksborggade 50, 1360 København K

Hvor meget? Almindelige bubble waffles 65 kr.,  HongKong bubble waffle 69 kr., mylkshakes/smoothies 59 kr.

Veganer.nu-sunday-munday

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *