Mike – fra medicin-tung til let og lykkelig plantespiser

Jeg hedder Mike, er 26 år gammel og er førtidspensioneret grundet ADHD, depression og angst. Jeg bor i Viborg sammen med min kone, Mette.

De sidste 10 år har jeg fået et utal af forskellige typer medicin mod bl.a. ADHD, depression, angst, forhøjet blodtryk og søvnbesvær. Jeg har diagnoserne ADHD, kronisk svær depression og generaliseret angst. Jeg har i mange år rendt rundt til forskellige psykiatere og psykologer, som alle mest var interesserede i at give mig medicin, og jeg tog 30 kg på af den medicinske behandling.

Selvom jeg har skiftet medicin flere gange — også til noget, som skulle hjælpe mig af med overvægten — har kiloene bare siddet fast. Jeg har prøvet alverdens kure; LCHF, proteinkure, suppekure, stenalderkost — you name it. Allerhøjest tabte jeg mig 10 kg, men tog derefter 15 kg på igen.
 
 
Jeg var træt og ugidelig. Jeg kunne intet overskue — og da slet ikke at dyrke motion! Jeg har aldrig haft en god døgnrytme. Det har altid været noget med, at jeg gik i seng kl. 6 om morgenen og sov dagen væk; sådan fungerede jeg åbenbart bedst, selvom jeg nu slet ikke følte, at jeg fungerede. Jeg åd bare min medicin og kastede mig på sofaen – det var det, jeg nu lige kunne overskue. Men i oktober/november 2015 ændrede det sig …

En veninde fortalte mig om filmene Fat, sick and nearly dead og Forks over knives. Hun synes, at jeg skulle se dem, da de havde gjort et stort indtryk på hende. Hun fortalte, at hun inspireret af Fat, sick and nearly dead havde taget en ”juice-reboot” med 10 dage kun på hjemmepresset juice! Dét ville jeg også prøve! Ikke 10 dage, men jeg ville i hvert fald prøve at få mere frugt og grønt.
Jeg stormede derfor samme aften, som hun havde fortalt mig om det, ud og købte den billigste juicer, jeg kunne finde og en masse frugt og grønt. Jeg startede straks med at juice, og mens jeg drak min første juice, så jeg de to film (har du ikke allerede set dem, så gør det!). Efter en uges tid, hvor jeg havde lært, hvad jeg synes var godt og hvad jeg bestemt ikke brød mig om i en juice, besluttede jeg mig for at tage en 3-dages ”juice-reboot”: 3 dage kun med juice. Få nulstillet systemet.

Jeg var ret imponeret over, hvilken forskel det havde gjort på min krop, at jeg fyldte den med noget andet end forarbejdet kød, sovs og fedt.

Jeg startede en fredag og sluttede om mandagen. Fredag aften var jeg træt og gik i seng allerede omkring kl. 1, hvilket var ret usædvanligt. Jeg sov virkelig godt, indtil jeg vågnede kl. 9 og følte mig frisk og veludhvilet. At jeg vågnede kl. 9 og tilmed stod op, mindes jeg ikke nogensinde var sket før! Derefter gik jeg en lang tur med vores hund, fik handlet ind til mere juice, lavede nogle forskellige lækre varianter og havde faktisk bare masser energi og overskud. Senere på aftenen blev jeg sløj — jeg havde hovedpine, feber og var bare helt slatten. Jeg tænkte ”Det er fandeme flot; så begynder jeg at drikke det her sunde juice og så bliver jeg sgu’ syg!”. Jeg fandt så ud af, at det blot var kroppen, som var i gang med en udrensning — det sker normalt på tredjedagen, men jeg måtte virkelig have haft brug for det, siden det skete allerede på andendagen. Søndag var jeg igen tidligt oppe og i gang. Jeg var ret imponeret over, hvilken forskel det havde gjort på min krop, at jeg fyldte den med noget andet end forarbejdet kød, sovs og fedt. På 3 dage var det lykkedes mig at få en fornuftig døgnrytme — noget, jeg havde kæmpet med i over 10 år. Derudover lavede jeg noget; jeg kom rent faktisk udenfor og gik ture med hunden. Og ikke bare lige 200 meter, men flere kilometer!

Mandag var så dagen, hvor jeg skulle til at have fast føde igen. Jeg har aldrig nogensinde spist morgenmad. Aldrig. Heller ikke som barn — jeg var simpelthen bare ikke sulten om morgenen, og oftest var mit første måltid aftensmaden. Men denne morgen var jeg sulten. Jeg var ikke sulten efter æg og bacon eller andet fedtet stads, men efter noget rent og simpelt. Frugt og juice fik jeg. Jeg spiste morgenmad nu! Imponerende! Og jeg havde det meget, meget bedre end for blot en uge siden. Da jeg gik på vægten mandag morgen, vejede jeg 4 kg mindre end da jeg startede om fredagen. Jeg tænkte, at de kilo skulle nok komme på igen, når jeg begyndte at spise igen. Men det gjorde de ikke. Jeg tabte mig blot endnu mere.

Efter mit ”reboot” med juicen havde jeg ikke længere lyst til at fylde mig med alt det, som jeg fyldte mig med før; kød, æg, mælk, fløde og sukker, for jeg havde jo set de ændringer, der var sket på ekstremt kort tid ved blot at spise og drikke frugt og grønt. Jeg startede derfor stille ud med at lave nogle ret simple retter: grøntsager på panden med alverdens krydderier eller en lækker grøntsagssuppe. Derefter fandt jeg stille og roligt flere og flere veganske produkter rundt omkring i butikkerne og kiggede også meget med på diverse blogs og i veganske Facebook-grupper. Det var spændende og sjovt at lave noget ny mad, som jeg egentlig ikke rigtig kendte til. Heldigvis kan jeg godt lide at lave mad, og som førtidspensionist har jeg jo også tiden til det — og nu har jeg også energien og overskuddet til det!

Efter en uge med vegansk mad havde jeg fået det så godt, at jeg besluttede mig for både at trappe ned i al min medicin (OBS: Tal altid med din læge inden du trapper ned eller ud af receptpligtig medicin!) og stoppe med at ryge. Nå ja, måske en lidt drastisk beslutning efter så kort tid, men der var virkelig sket en kæmpe forandring. Nu, fire måneder senere, har jeg kun det antidepressive medicin tilbage — men jeg har smidt 75 % af det! Og jeg er stadig røgfri og jeg har aldrig haft det bedre: jeg tager stort set ingen medicin (som lægerne ellers havde sagt, at jeg skulle tage resten af mit liv), jeg går 7-10 km hver dag og svømmer mellem 3.000 og 6.000 meter om ugen og — det mest synlige resultat — jeg har tabt mig 21 kg!

Veganer.nu-Medicin-depression-angst-adhd-forhøjet-blodtryk-søvnbesvær-døgnrytme-Mike

Der er ingen tvivl om, at en plantebaseret kost er vejen frem, hvis man vil leve et sundere liv. Jeg var meget skeptisk i starten, og faktisk synes jeg, at det var noget pjat ikke at spise kød og mælk. ”Det har vi jo altid gjort!” og ”Det er da en del af en varieret kost!”, tænkte jeg. Men jeg havde selvfølgelig heller ikke undersøgt, hvilke konsekvenser det kan have at spise animalske produkter. Jeg lukkede nok bare øjnene for det, for så kunne jeg fortsætte med at spise mad, jeg kendte og følte mig tryg ved. Min familie og venner var også ret skeptiske i starten. ”Det er altså ikke sundt, det der. Du skal have proteiner fra kød og kalk fra mælk!” — det hørte jeg meget. Men der findes jo proteiner og kalk i så meget andet. Det hører vi bare sjældent om, måske fordi Danmark er et landbrugsland. Det ville ikke være så godt, hvis vi fik at vide, at vi ikke behøvede spise kød- og mælkeprodukter for at få nok protein og kalk — det ville der jo ikke være noget salg i. Men det er en anden diskussion … Men nu hvor man kan se, at jeg har tabt mig en del, har folk en anden indgangsvinkel; de spørger nu hellere ind til, hvad jeg spiser og hvordan jeg laver det, i stedet for at ville diskutere. De kan åbenbart bedre acceptere det, når de ser, hvad resultatet er.

Min kone er også (næsten) hoppet med på vognen. Hun spiser stort set aldrig kød mere og meget sjældent mælkeprodukter. Hun har fundet ud af, at hun bliver træt, sur og får hovedpine, når hun spiser meget kød og mælk. Og hvis nogen har været skeptisk, så var det hende! Så det er rigtig dejligt, at hun også kan mærke at det har en positiv virkning på hende at spise en plantebaseret kost. Og så er det da dejligt, at vi kan være to om den nye livsstil. Hun har også tabt sig — 13 kg.

Jeg mangler stadig at smide 10 kg, før jeg er nogenlunde tilfreds med min vægt, men det skal nok komme. Én ting er i hvert fald helt sikkert: jeg vil fortsætte med at en spise plantebaseret kost! Måske lyder det lidt kliché-agtigt, men jeg har virkelig fået et nyt liv! Jeg er sundere, friskere, slankere, gladere, og jeg har ikke længere planer om at sidde som førtidspensionist og spise medicin resten af mine dage. Den rette kost kan ændre meget!

Jeg begyndte ikke på plantekost af etiske årsager. Det var mest for sundheden og vægttabets skyld. Nu er jeg så blevet klar over, hvilke konsekvenser det har både for dyrene og miljøet. Så hvorfor ikke både skåne dyrene og miljøet samtidig med at man bliver sundere?

Har du ikke set filmene Fat, sick and nearly dead, Fat, sick and nearly dead 2, Forks over knives og Cowspiracy, så gør det – de er sande øjenåbnere!

Har du også en vegansk historie, du vil fortælle? Skriv til os på karina@veganer.nu!
 

2 Comments

  1. Fantastisk historie og hvor ville jeg ønske ALLE læger og psykiatere læste den, eller endnu bedre fik historien fortalt af Mike selv.
    Her har han en mission

    • Kære Nina
      Tak for din kommentar!
      Mike har virkelig en vigtig historie at fortælle, og den er heldigvis allerede kommet ud til mange – og mon ikke der er nogen fra lægeverden imellem læserne?
      God dag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *