Stine – landmanden, der blev veganer

Veganer.nu-Stine

Jeg uddannede mig til landmand i årene 1996-2000 og arbejdede under min uddannelse bl.a. i to forskellige konventionelle svinebesætninger.

I løbet af disse år har jeg både udført og været vidne til konsekvent medicinering, klip af tænder og hale på nyfødte grise, kastrering af smågrise uden bedøvelse, aflivning af svage individer og inseminering. Derudover har jeg overværet vold af forskellig karakter mod dyrene; både når de skulle flyttes rundt i staldene og når de skulle tvinges op at stå hver morgen – det ville ejeren have, at de skulle. Men mange af søerne havde det rigtig skidt på grund af enten farefeber eller dårlige ben, så de kunne ofte ikke rejse sig, hvilket udløste ryk i halen, spark eller tæsk på ryggen, på benene, i lysken eller på baglårene med en skovl eller andre redskaber.

Som tiden gik begyndte jeg overfor mig selv at stille spørgsmål til den måde, vi gjorde tingene på. Selvom jeg så dyrene som produktionsdyr og var vokset op med den norm, at dyr har forskellige funktioner for at opfylde menneskers behov, så kunne jeg godt lide grisene og gik og kløede dem på ryggen og snakkede med dem. Jeg læste et sted, at grise var klogere end hunde, men når jeg nævnte dette for min chef eller kollega, blev det altid fejet af med, at det var noget sludder. Jeg begyndte også at undre mig over folks forhold til forskellige dyrearter – eksempelvis at landmanden havde en hund, som han elskede over alt på jorden samtidig med, at der stod hundredvis af søer fikseret på lange rækker ude i stalden, som blot var produkter, der ikke blev regnet for noget.

Dagligt udførte jeg smertelige overgreb på dyrene, som jeg måtte lukke af over for rent psykisk for at kunne være i det.

Mens jeg var i lære som svineproducent fik jeg en række depressive symptomer, og jeg er ikke i tvivl om, at det hang sammen med arbejdet der. Dagligt udførte jeg smertelige overgreb på dyrene, som jeg måtte lukke af over for rent psykisk for at kunne være i det – og i det hele taget at jeg var omgivet af stressede dyr i staldene.

Veganer.nu-StineEfter min læretid hos svineproducenten ville jeg stadig gerne færdiggøre min uddannelse med det skoleophold jeg manglede, men jeg var på det tidspunkt kommet frem til, at den form for svineproduktion, jeg havde været elev i, ikke var det rigtige for mig. Derfor valgte jeg at færdiggøre uddannelsen på Den Økologiske Landbrugsskole. Jeg spiste stadig kød, men jeg tog mere og mere afstand fra dét, jeg kom fra indenfor den konventionelle produktion. På Den Økologiske Landbrugsskole var der mere fokus på dyrevelfærd og alternative måder at gøre tingene på, men dyrene blev dog stadig betragtet som produktionsdyr.

På landbrugsskolen mødte jeg flere vegetarer (der var en ren plantelinje på skolen), og deres livsstil var på dette tidspunkt meget anderledes for mig. Jeg har dog altid respekteret folk, der spiste anderledes end mig, og jeg syntes, at det var spændende at lære om, hvad vegetarer spiste, men især også bevæggrundene for deres valg. Det lyder måske som om, at jeg har levet i en meget lille verden, men jeg er vokset op på landet i Jylland, og i mit barndomshjem blev der serveret medister, frikadeller, bøffer osv. Vi har altid fået en eller anden slags grønt som tilbehør, men jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har fået serveret en ren vegetarret udover pandekager, risengrød eller koldskål.

Efter afsluttet landmandsuddannelse stoppede jeg helt med at beskæftige mig med landbruget – arbejdsforholdene er ret elendige, og vigtigst af alt så inkluderede landbrugsarbejdet mishandling af dyr, hvilket jeg ikke længere ønskede at være en del af.

At et stykke kød er økologisk, ændrer ikke på det faktum, at et dyr skal indespærres og dræbes, før det lander på en tallerken.

I stedet startede jeg på HF, hvor jeg gik i klasse med en vegetar. Vi havde en del snakke om dyrevelfærd og dyrs rettigheder, men jeg var dengang overbevist om, at det faktisk var bedre at støtte økologisk produktion end slet ikke at støtte kødproduktion. I dag kan jeg godt grine af den “logik” – at et stykke kød er økologisk, ændrer ikke på det faktum, at et dyr skal indespærres og dræbes, før det lander på en tallerken! Uagtet at tankegangen nu kan virke naiv, var den dog en del af den udvikling, jeg i de år gennemgik.

Senere fik jeg en veninde, som ikke spiste ret meget kød. Hun havde både perioder, hvor hun kun spiste fisk og kylling, og andre, hvor hun levede vegetarisk, ligesom hun også levede vegansk en overgang. Vi havde mange snakke om, hvorfor hun levede, som hun gjorde, og hun er den, der har påvirket mig allermest af alle de mennesker, jeg har kendt, før jeg selv tog den grønne vej – selvom der gik flere år, før jeg selv tog valget, var det hende, der såede frøet i mig til at se på dyr på en anden måde. Hun omtalte dyrene som individer og brugte udtryk som “døde dyr” om kød, hvilket jeg faktisk blev ret forfærdet over, første gang jeg hørte hende sige det. Sådan havde jeg aldrig tænkt på det, selvom jeg jo godt vidste, hvad jeg spiste. Jeg brød mig bare ikke om at tænke på det på den måde – jeg kunne jo godt lide dyr! Og jeg mente også, at jeg havde taget et ansvarligt valg, dengang jeg valgte den konventionelle produktion fra. Jeg mente på dette tidspunkt, at det var ok at slagte dyrene, så længe de havde haft et godt liv.

Mens disse tanker om dyr og deres bevidsthed voksede i mig, mistede jeg lige så stille lysten til kød; jeg begyndte at tænke på dyrene, der havde lagt krop til bøffen eller hamburgerryggen, som individer. De sidste par år, før jeg tog det endelige skridt, gjorde jeg nogle forsøg på at leve vegetarisk, men jeg elskede på den anden side at spise kød og gjorde ikke nok for at sætte mig ind i, hvad jeg skulle spise i stedet. Samtidig voksede min interesse for det spirituelle – og særligt tanker om, at vi alle er forbundet og at vi alle har lige ret til at leve i frihed på planeten, uanset hvilken art vi tilhører, groede i mig.

Jeg troede, det var nødvendigt at spise kød – alle retter jeg kendte var jo bygget op omkring kød, og der var meget tradition forbundet med kød, hvilket på en bizar måde gjorde det trygt.

I efteråret 2013 spiste jeg mindre og mindre kød og købte kun fisk og kylling, omend jeg over julen spiste en masse svinekød, som vi jo har tradition for i dette land.

Veganer.nu-StineAlligevel mærkede jeg, at det var blevet svært for mig at nyde et stykke kød – jeg kunne simpelthen ikke slippe tanken om, at dette havde været et levende individ engang og jeg så ligefrem dyret for mig, som om han/hun stod og så mig i øjnene, mens jeg spiste et stykke af hans eller hendes nakke eller ribben. Der foregik en indre konflikt i mig, fordi jeg kæmpede med dårlig samvittighed over, at noget i mig følte det forkerte i at spise en andens krop mod dennes vilje, og samtidig var jeg fanget i det, jeg senere genkendte som psykolog Melanie Joys begreb carnisme (den skjulte ideologi bag kødspisning). Jeg troede, det var nødvendigt at spise kød – alle retter jeg kendte var jo bygget op omkring kød, og der var meget tradition forbundet med kød, hvilket på en bizar måde gjorde det trygt. Derudover var der en del retter, jeg ikke havde lyst til at undvære – og nok vigtigst af alt: kødspisning var en del af min identitet. Det var ikke noget, jeg var bevidst om dengang – og dog! Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte, at jeg i hvert fald ikke havde lyst til at blive en af de der fanatiske vegetarer.

En dag kort før nytår spiste jeg alligevel mit sidste stykke svinekød nogensinde. Jeg fik simpelthen nok. Nok af fedt og kød og nok af min egen dobbeltmoral og dårlige samvittighed. Så dér tog jeg en beslutning om at udfordre mig selv til at leve vegetarisk i en uge – og hvis det gik godt, ville jeg bare fortsætte en dag ad gangen. Jeg er ret madglad, så jeg besluttede, at det, der var gået galt ved tidligere forsøg på at leve vegetarisk ikke skulle være en hindring for mig. Derfor gik jeg i gang med at finde og afprøve alverdens opskrifter, og jeg oprettede en profil på Vegetarkontakt, så jeg kunne få gode råd af andre vegetarer.

Da jeg først kom ind i miljøet af plantespisere, blev jeg hurtigt bombarderet med oplysninger om alt muligt lige fra proteiner til B12-vitamin, mælke- og æggeindustrien, miljø, sundhed, kræft, knogleskørhed osv. Dokumentarfilmen Forks over Knives var en gigantisk øjenåbner for mig, og jeg lærte en masse nye ting om kost på trods af, at jeg troede, at jeg havde godt styr på, hvad sund ernæring var.

Jeg blev overvældet af en fantastisk følelse af frihed over ikke længere at være bundet til andres trældom og lidelse.

Mælken røg ud efter få uger, både fordi jeg ret hurtigt indså, at man ikke kan være vegetar af etiske årsager og samtidig støtte en industri, der er så gennemsyret af lidelse som mælkeindustrien, og fordi jeg lærte om sammenhængen mellem indtag af komælk og en lang række sygdomme. Æggene røg også forholdsvist hurtigt, både af etiske og sundhedsmæssige årsager, omend jeg dog stadig spiste æg og mælk ude i en periode, fordi det var nemmere sådan.

Veganer.nu-StineEngang i juli 2014 tog jeg en endelig beslutning om at leve vegansk både ude og hjemme. Jeg ønskede simpelthen ikke længere at støtte nogen former for produktion, som udnyttede dyr, og jeg oplevede, at mit valg påvirkede mennesker omkring mig på forskellige måder. Nogle syntes, at det var spændende, og andre blev nærmest vrede eller forargede. Jeg følte, at jeg stod stærkest i dialog med andre, hvis jeg selv gik all in, og det var også det, som var mest i harmoni med min egen overbevisning.

Da jeg valgte alle animalier fra, skete der også noget forunderligt. Det føltes nærmest som at vågne op… Jeg blev overvældet af en fantastisk følelse af frihed over ikke længere at være bundet til andres trældom og lidelse!

Min datter og jeg har nu levet uden kød i fire år – heraf helt vegansk i tre et halvt år – og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, ikke mindst fordi jeg føler, at, jeg hver dag gør en forskel for dyrene og planeten.

Har du også en vegansk historie, du vil fortælle? Skriv til os på karina@veganer.nu!

2 Comments

  1. Jytte Robinson

    Blev glad, meget, over at at læse om din rejse væk fra kødindustrien. Dit mod og din styrke vil være et lys for andre at følge.
    Vores idealer er tit som stjernerne; Vi kan ikke nå stjernerne, men vi har gavn af deres tilstedeværelse!
    Du er en stjerne for andre at følge!

    • Kære Jytte
      Tak for din søde kommentar, som vi straks sender videre til Stine 🙂
      Dejlig dag til dig <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *