Om os

Vi er to helt almindelige danskere, bosat i Storkøbenhavn – og veganere. Kasper arbejder med IT og Karina arbejder med ejendomsadministration. Vi har ingen formel uddannelse indenfor ernæring eller sundhed, men vi følger med i forskningen og i medierne og laver vores eget undersøgende arbejde for, hvordan man kan leve sundt, godt og dyrevenligt i Danmark.

Kasper og Karina fra Veganer.nu

Kasper

kasper

Da jeg mødte Karina var jeg kødspiser, og hun var vegetar. Hun elskede (og elsker heldigvis stadig) at lave mad – og lavede ofte vegetarisk mad til os, som jeg nød. Når vi gik ud, spiste vi hver vores mad, hvilket jeg fandt irriterende, fordi vi ikke kunne snakke om maden. Efter nogle år tog jeg skridtet til vegetarisme en nytårsaften som et del af et nytårsfortsæt. Jeg sagde det ikke til Karina af ‘frygt’ for jeg ikke kunne holde det, men efter nogle måneder fortalte jeg endelig til hende, at nu var jeg vegetar – og vi kunne så endelig dele vores madoplevelser. Det var rart, da vi er to madører!

Det næste stykke tid brugte jeg på at læse om hvorfor folk ellers bliver vegetarer. Det skortede ikke med gode argumenter – nogle blev vegetarer pga. miljøet, andre pga. deres sundhed. Nogle blev vegetarer, fordi de var imod at dyr skulle slås ihjel – og dette emne fangede min opmærksomhed, da jeg jo havde levet fint af vegetarmad uden nogen problemer. Jeg havde måske gjort en forskel; jeg havde måske reddet et dyreliv eller to, og det føltes rart. Jeg vidste absolut ingenting om emnet dyreetik eller dyrerettigheder og opdagede til min gru, at jeg havde været fanget i The Meatrix som så mange andre. Jo mere jeg læste om dyrs forhold i landbruget (og hvordan vi generelt behandler dem), jo mere forfærdet blev jeg. Hvem kunne dog drømme alle de maskiner og processer op, som på effektiv, følelseskold og mekaniseret vis stjal livet fra så mange dyr hvert sekund verden over? Der gik derfor ikke længe, før jeg spurgte Karina, om vi ikke skulle blive veganere.

I dag er vi begge veganere – og vi elsker det! Det er nok den ting jeg har gjort i mit liv, som jeg er mest stolt over; at indse, at jeg var en del af et problem så stort, og så undertrykkende for milliarder af individer, og så ændre mine vaner, så jeg i dag ikke længere er en del af problemet.

Karina

karinaNår jeg tænker over det, har min vej til veganismen egentlig været ret lang – mine øjne har haft brug for tid til at blive åbnet ordentligt, tror jeg.

Jeg blev vegetar for omkring 10-11 år siden, hvor jeg på en rejse simpelthen fik en overdosis af kød. Jeg, som elskede kød – gerne gode bøffer – fik til min store overraskelse for meget efter at være blevet stopfodret med det non-stop morgen, middag og aften i 3 uger. Da jeg kom hjem fra rejsen, tænkte jeg, at jeg bare lige skulle have lidt tid til at komme mig over overdosen, og så var jeg fit for fight til at stoppe mig med kød igen. Men tiden gik og lysten kom ikke tilbage. Tværtimod. Når jeg kiggede på de rå stykker kød i supermarkedets køledisk, blev jeg ramt af væmmelse, og det blev ved sådan.

Derfor begyndte jeg at sætte mig ind i vegetarisk madlavning – hvordan greb man nu lige det an, når hovedingrediensen i ens måltid pludselig ikke skulle være kød længere? De på daværende tidspunkt eksisterende opskrifter passede mig ikke rigtig; de var enten for besværlige eller for fede, og for at gøre en lang historie kort, endte det med, at jeg lavede min egen kogebog, som blev udgivet af en forlægger, der troede på min idé om nem, fedtfattig vegetarmad i bogform. Her, mange år senere, har jeg 2 kogebøger bag mig – Vegetar Light og Mere Vegetar Light – og selvom jeg er veganer og ikke vegetar i dag, er jeg stadig stolt af dem.

Da så Kasper en dag efter selv at være blevet vegetar foreslog mig, at vi skulle tage skridtet fuldt ud og blive veganere, tøvede jeg. Ville jeg kunne undvære mine ostemadder? Min café latte? Tapas med ost i stride strømme? Og hvad med al besværet ved at gå ud som veganer? Der var masser af undskyldninger for ikke at komme ud over stepperne, men efter nogen tid, hvor jeg var, hvad jeg kaldte “privat veganer og social vegetar”, tog jeg endelig skridtet fuldt ud, og jeg har ikke fortrudt det en eneste gang! I takt med den viden, jeg lidt efter lidt har opbygget omkring veganisme – især hvad angår etik og dyrerettigheder – har jeg til sidst ikke kunne forsvare ikke at blive veganer; hvis ikke jeg ville holde dyr indespærret og dræbe dem for deres kød, måtte det samme jo gælde for deres æg, mælk, ost og hud.

At være veganer er ikke bare en livsstil eller et kostvalg. Det er et liv fuld af vitalitet og glæde, der flyder over af kærlighed til kloden og til alle væsener på den…what’s not to like?!

2 Comments

  1. Janni Bowman

    Hejsa
    Tak for en inspirerende blog!
    Jeg vil gerne høre efter opskriften på jeres lækre fuldkornsbrød, da jeg ikke kan finde den igen herinde.
    Venlig hilsen
    Janni B

    • Kære Janni

      Tak for din kommentar ang. det forsvundne fuldkornsbrød. Vi er ved at omlægge websitet til en mere mobilvenlig udgave, og i den forbindelse var brødet (og flere andre opskrifter) “gledet ud”. Så takket være din venlige besked, er vi nu igang med at rette fejlen.

      Jeg har straks fundet brødet til dig her: http://www.veganer.nu/opskrift/fuldkornsbroed/

      Tak for hjælpen – og hav en super weekend!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *